Luk

Mulig U21-debutant: Stor bedrift at spille her

| EM U21 | 1 kommentar
Mulig U21-debutant: Stor bedrift at spille her
Foto: Getty Images

Mads Bech kan torsdag aften debutere for U21-landsholdet, og Brentford-danskeren er meget beæret over at være med blandt Albert Capellas’ udtagne, selvom Bech har haft en lang skade.

20-årige Mads Bech har endnu ikke spillet for Brentfords førstehold i denne sæson, da han ti dage inde i opstarten forud for denne sæson rev størstedelen af et ledbånd i knæet over.

Bech er dog kommet sig hurtigere, end klubben forventede, og han har siden fået en række kampe for Brentfords andethold. 

Bechs klarmelding har fået U21-landstræner Albert Capellas til at indkalde den tidligere Horsens-spiller til Danmarks samling til kampene mod Nordirland og Finland, og det  betyder alverden for den unge dansker, fortæller han til bold.dk i landsholdslejren i Blokhus.

- Det er en stor cadeau, og jeg er rigtig glad for at være udtaget. Det viser, at træneren tror på mig og på, at jeg har evnerne til at kunne være med her, selvom jeg ikke har spillet så mange kampe endnu, siger han og uddyber om formen.

- Jeg har ingen problemer og kan spille uden hæmninger, så det er helt perfekt. Hvis jeg får chancen, er jeg klar, og formen er rigtig fin. Der har ikke været problemer, når jeg har spillet i Brentford.

Mads Bech skiftede fra AC Horsens til Brentford sidste sommer, og Bech har indtil nu spillet ti kampe for Thomas Franks hold. Syv af optrædenerne i den næstbedste engelske liga kom i træk i slutningen af sæsonen.

Håber at debuten kommer denne gang

Udtagelsen er Mads Bechs første for U21-landsholdet, og med en skade i midterforsvaret til Jacob Lungi Sørensen, er vejen til U21-debut kortere for Brentford-spilleren.

Han kæmper med klubkammerat Japhet Sery og Lungi-erstatningen Frederik Alves Ibsen om pladsen ved siden af Victor Nelsson, og Bech er fuld af håb om debut.

- Det er en stor ting at få debut for U21-landsholdet, og jeg håber på, at jeg får den på den her tur. Det er en stor bedrift, hvis man kan spille på U21, siger han og fortsætter om den nye tilværelse på Albert Capellas’ mandskab.

- Det er et skulderklap for det arbejde, man laver i hverdagen i ens klub, og så er det altid dejligt at komme hjem og se de danske spillere, som man før har spillet sammen med. Det er en god oplevelse, og så er det altid fedt at rejse rundt i Europa at spille mod nogle forskellige nationer.

Bech har hidtil spillet 20 ungdomslandskampe for Danmark og har båret anførerbindet for U19-landsholdet.


Af Jonas Dalgård

1 kommentar

Blokvogn 12:45          
Det ville være så fortjent at Mads Bech kunne få debut. Stærk ACHorsens dreng med store evner.
Onsdag 16. oktober
Tirsdag 15. oktober