Luk

Muligt opgør om 100.000: Vil betyde alverden

| Sydbank Pokalen | 4 kommentarer

Infoboks

Aalborg Freja og IF Lyseng mødes onsdag i tredje runde af Sydbank Pokalen, og hvis alt flasker sig, står en af klubberne med 100.000 kroner for at være den serieklub, der er nået længst i turneringen.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Der kan være mange penge på spil, når Serie 1-mandskabet Aalborg Freja skal duellere mod 3. divisionsmandskabet IF Lyseng i tredje runde af Sydbank Pokalen i Frejaparken onsdag 22. september klokken 16.30.

I hver udgave af Sydbank Pokalen bliver der uddelt 100.000 kroner til den serieklub, der når længst i turneringen. I tredje runde er følgende seriehold tilbage: B1913, Kjellerup IF, Marienlyst, Allerød FK, Aalborg Freja og IF Lyseng. B1913, Kjellerup IF og Allerød FK skal møde Superliga-hold, mens Marienlyst skal duellere mod et 2. divisionsmandskab.

Derfor er der en gylden mulighed for enten Aalborg Freja eller IF Lyseng til at sikre sig de 100.000 kroner, såfremt de resterende seriehold bliver ekspederet ud. IF Lyseng tælles i denne turnering med som et seriehold, da mandskabet i den seneste sæson spillede i Danmarksserien, og derudover deltog IF Lyseng i kvalifikationsrunderne som Danmarksserie-hold.

LigaBold.dk har interviewet IF Lyseng-cheftræner Michele Demontis samt Aalborg Freja-målmand og anfører Simon Gasberg om pokalopgøret, der kan ende med at blive mange penge værd.

Artiklen fortsætter under billedet.

Michele Demontis. Foto: Privat

IF Lyseng-cheftræner: Det betyder alverden for nok 3. divisions fattigste klub

IF Lyseng-cheftræner Michele Demontis siger til LigaBold.dk, at de 100.000 kroner vil have stor betydning for Aarhus-mandskabet IF Lyseng, og mandskabet tager opgøret mod Aalborg Freja meget alvorligt.

- Vi tager den meget seriøst, og vi kommer i noget, der ligner vores stærkeste opstilling. Så kan det være, at der er én eller to, som, vi synes, har manglet lidt spilletid, men ellers kommer vi med det stærkeste. Vi tager det seriøst, fordi vi føler, at vi har overskuddet til det og mest af alt, fordi det begynder at blive spændende. 

- Man kan jo komme hen der, hvor det er en ottendedelsfinale, plus der selvfølgelig er de 100.000 kroner, hvis Marienlyst ikke slår Middelfart, eller en af de andre serieklubber overrasker mod et Superliga-hold. Det betyder alverden for nok 3. divisions fattigste klub.

Hvilken betydning vil det have, hvis klubben sikrer sig de 100.000 kroner?

- Det vil betyde rigtig meget, men det er ikke fordi, det vil fremtidssikre. Det er ikke de beløb, som vi snakker om, men det vil være utroligt rart, hvis vi eksempelvis vil kunne belønne spillerne med en træningslejr, og det plejer vi også altid at være på, og så kan egenbetalingen så være væk. Der er vi slet ikke endnu med klubben, så det er der ikke blevet snakket om, så det skal selvfølgelig også lige hjem først.

Cheftræneren siger, at pengebeløbet er en motivation, men spillerne er nok mest fokuserede på at komme så langt som muligt, så IF Lyseng kan løbe ind i et stort hold som AGF, FCK, Midtjylland eller Brøndby i næste runde, siger cheftræneren. 

Demontis synes, at mandskabet har en stærk offensiv, der kan gøre ondt på mange hold. Defensiven er dog det svage punkt.

- Vi er rigtig gode til at skabe chancer, og vi spiller rigtig offensivt, når vi har bolden, og vi var det hold i Danmarksserien, der scorede suverænt flest mål. Selvom vi ligger i den nederste halvdel af 3. division, så tror jeg, at vi er det hold, der har scoret tredjeflest mål, så det er selvfølgelig offensiven, som vi har satset på og været dygtige til. 

- Så har vi lukket lidt for mange mål ind den anden vej. Det hænger jo også sammen de ting. Det er jo den klassiske problemstilling, siger Michele Demontis til LigaBold.dk, der tilføjer, at han er stolt over, at mandskabet stadig er en del af pokalturneringen.

- Da vi lå og kæmpede benhårdt for oprykningen hjem inden ferien, der var der flere af vores konkurrenter, der trak holdet i pokalturneringen, og der er vi stolte over, at vi blev.

43-årige Michele Demontis har været IF Lyseng-træner i halvandet år, og han har tidligere været træner i Odder, VSK Aarhus og Skovbakken. Som spiller tørnede han ud for Brabrand og Aarhus Fremad.

Artiklen fortsætter under billedet.

Simon Gasberg. Foto: Aalborg Freja

Aalborg Freja-målmand: Pengebeløb vil være et kæmpe skulderklap

Serie 1-mandskabet Aalborg Freja er på papiret undertippet mod IF Lyseng i onsdagens pokalopgør, men Aalborg-mandskabet går ind til kampen med oprejst pande. 

Aalborg Freja-målmand og anfører Simon Gasberg siger til LigaBold.dk, at klubben havde håbet på at trække et større hold, men samtidigt er det en unik mulighed for at spille sig videre til ottendedelsfinalerne i Sydbank Pokalen. Derudover er de 100.000 kroner også et samtaleemne.

- Det er klart, at det er noget, der kører rundt i truppen, at det er lidt sjovt, at vi faktisk er i spil til de her 100.000 kroner. Det er altid noget, som man nævner, når man træder ind i pokalturneringen, men man ved også godt, at der er lang vej. 

- Vi har været heldige med lodtrækningen i de første to runder, og hvis vi havde været lidt mere heldige her i tredje runde, så havde alle de tilbageværende seriehold haft mødt et højere rangerede hold, og så havde vi formentlig været det laveste rangerede hold, der havde været tilbage, og så havde vi vundet de 100.000 kroner. Nu skal vi lige have en sejr mod Lyseng, før at den bliver officiel, såfremt de sidste serieklubber taber, siger Simon Gasberg til LigaBold.dk.

Den 28-årige målmand, der har spillet omkring 200 kampe for klubben, mener, at det vil være en stor cadeau til Aalborg Freja, hvis mandskabet skulle ende med pengene.

- Det er klart, at det er selvfølgelig både et skulderklap til os og klubben. Nu er det ingen hemmelighed, at der har været corona, og det er jo ikke alle klubber, der har sluppet lige heldigt igennem det. 

- Vi har også kunnet mærke det, og nu sidder jeg selv i bestyrelsen og ved, hvordan tallene ser ud. Det er klart, at det ville være et kæmpe skulderklap for os som hold, men også for klubben i form af det økonomiske aspekt, der er i det.

Simon Gasberg forventer, at mange folk drager til Frejaparken for at støtte Serie 1-mandskabet, så klubben kan sikre sig de mulige 100.000 kroner. Han siger, at der før har været 400 mennesker til et opgør i Frejaparken.

Målmanden mener, at Aalborg Freja har det godt med rollen som underdog, hvor presset er på Lyseng. Aalborg Frejas sidste skanse mener, at holdet har et solidt defensivt fundament krydret med offensive kvaliteter.

- Man kan sige, at vi har fået stablet en solid defensiv på benene, og vi har ikke lukket mange mål ind. Det er de punkter, som vi skal bibeholde og være skarpe på, og vi har nogle offensive kræfter, som der nok skal slå til, hvis de får chancen. Vi skal nok få mulighederne, selvom det nok bliver færre, end vi plejer, men vi skal være skarpe på dem, siger Simon Gasberg til LigaBold.dk.

Simon Gasberg fik sin fodboldopdragelse i Thisted FC, og han var blandt andet reservemålmand for førsteholdet. Han kom til Aalborg Freja i sommeren 2014.

Opgøret mellem Aalborg Freja og IF Lyseng fløjtes i gang onsdag 22. september klokken 16.30 i Frejaparken.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Mandag 25. oktober