Luk

Muligt Parken-besøg i aften: Yussuf P. er i tvivl

| EM | 1 kommentar

Infoboks

Landsholdet får mulighed for at svinge forbi Parken i aften som et led i at bearbejde lørdagens oplevelse. Yussuf Poulsen er i tvivl, om han tager med.

Det har været en anderledes forberedelse frem mod torsdagens kamp mod Belgien, end det danske landshold havde regnet med. 

Lørdagens traumatiske oplevelse i Parken, hvor Christian Eriksen faldt om mod Finland, har betydet, at der ikke kun er snakket 4-3-3 kontra 3-5-2 og Romelu Lukaku. 

Som en del af bearbejdelsen får det danske landshold også mulighed for at tage forbi Parken onsdag aften for første gang siden Finland-kampen. 

Det fortalte Kasper Hjulmand på onsdagens pressemøde.

- Det er der helt sikkert en mulighed for spillerne. Der vil køre en bus derind med spillerne i aften for dem, der måtte føle, at det er en god ide for dem. 

Det tilbud overvejer Yussuf Poulsen, men han har endnu ikke besluttet, om han vælger at gøre det.

- Vi ved ikke, hvor mange der tager ind til Parken, men muligheden er der. Vi kan alle tage ind til Parken i aften, hvis vi vil. Jeg har ikke selv besluttet mig endnu, og det tror jeg heller ikke Delaney har. 

- Vi ved ikke, hvordan vi kommer til at reagere. Vi ved lige så lidt, som I gør. Vi ved ikke, hvordan det vil påvirke os følelsesmæssigt i dag eller i morgen. Reaktionen kan være den samme, men den kan også ændre sig fra i dag til i morgen.

- Det var en oplevelse, som ingen af os har oplevet før på det her niveau, så vi må se, hvordan vi reagerer. Det kommer til at være en forskellige reaktion fra hver af os, forklarer Yussuf Poulsen.

Forud for EM-slutrunden var det planen, at de danske spillere skulle isoleres totalt af hensyn til coronavirussen. 

Den isolation blev dog droppet efter Finland-kampen, hvor spillerne fik mulighed for at besøge deres kære. Kasper Hjulmand vil ikke fortælle, hvad den enkelt spiller har gjort, men selv har han besøgt kone og børn. 

- Jeg vil ikke sige, hvem der har gjort hvad, og jeg tror heller ikke, jeg ved det hele. Hvis man havde behov for at se sine kære, så var der mulighed for det. Hvad der er blevet arrangeret, og hvem der har gjort hvad, vil jeg ikke komme ind på.

- Jeg fik selv mulighed for at se min kone og mine børn ganske kort, og det var rigtigt dejligt og vigtigt for mig, fortæller landstræneren.

Der er kampstart torsdag klokken 18.


Af Andreas Roesen
Tirsdag 3. august
Mandag 2. august