Luk

Næstved henter tidligere MLS-angriber

| NordicBet Liga | 0 kommentarer
Næstved henter tidligere MLS-angriber
Foto: Getty Images

Næstved har lavet en kort aftale med den 25-årige amerikanske angriber Ryan Finley, der dog endnu er et par uger fra at kunne bidrage.

Næstved har scoret i alt seks mål i sine seneste to kampe, men har alligevel fundet plads til at forstærke sin offensiv med den 25-årige amerikanske angriber Ryan Finley.

Han har et flot CV med i alt 30 MLS-kampe for Columbus Crew og Chivas USA samt senest et ophold hos svenske Ängelholm, hvor det blev til fire mål i 15 kampe.

- Han ser spændende ud. Han er knap så høj som Nygaard, men han er en rigtig boksspiller, der er god til at løbe i dybden og at afslutte, siger Næstveds sportschef Jesper Frisenholm til bold.dk og tilføjer:

- Vi har lavet en aftale, der gælder til nytår i første omgang, for vi vil gerne lige se, hvordan han passer ind i vores spillestil. Det er noget andet end den svenske 1. division, hvor det godt kan være lidt mere primitivt. Men vores håb er, at det kan blive et længerevarende ophold.

Finley er på grund af manglende opholds- og arbejdstilladelse stadig et par uger fra sin debut, og samme periode går der inden Stefan Nygaard smider gipsen efter sin håndskade.

- Vi må se, hvordan det ser ud med Stefan, når han har smidt gipsen. Forhåbentlig kan han træne og spille med en skinne, men vi ved det ikke endnu, siger Frisenholm.

I Nygaards fravær spillede midtbanespilleren Mikkel Jensen angriber i 3-0-sejren over Hobro søndag.

mikael@bold.dk


Af Mikael Blond
Onsdag 1. april