Luk

Nainggolan: Respektløst at kalde mig ludersøn

| Jupiler Pro League | 8 kommentarer

Infoboks

Beerschot - Royal Antwerp 0-1
1. Division A
59' 0-1 Radja Nainggolan

Radja Nainggolan kunne i søndagens lokalderby mellem Royal Antwerp og Beerschot læse et banner, hvorpå der stod, at han var en 'ludersøn'. Det, mener han, var mangel på respekt.

Royal Antwerp bragede søndag eftermiddag sammen med bundholdet Beerschot i Belgien i et lokalderby, der blev lige lovligt hedt uden for banen undervejs.

Således smed en Beerschot-fan i løbet af kampen et romerlys op på udebaneafsnittet til Antwerp-fansene, ligesom flere af hjemmeholdets fans invaderede banen efter kampen, så politiet måtte skærme Antwerp-spillerne.

Du kan læse alt om begivenhederne og se en video af hele misæren her.

Det var dog ikke gjort med disse uroligheder på lægterne, for undervejs i kampen rullede Beerschot-fansene også et banner ud, hvorpå der stod, at Radja Nainggolan var en såkaldt 'ludersøn'.

Nainggolan, som kommer fra området og spillede sin ungdomsfodbold i Beerschot, fandt af gode grunde banneret respektløst – også fordi han kom meget på det olympiske stadion kaldet Kiel i folkemunde som ung, fortæller han.

- Jeg tilbragte min barndom på Kiel og mistede min mor for ti år siden, sagde Nainggolan efter lokalderbyet søndag til Gazet van Antwerpen og fortsatte.

- Jeg kan ikke acceptere, at de kalder mig en ludersøn. Lidt mere respekt må være på sin plads.

Kampen endte med 1-0 til Antwerp på et mål af netop Nainggolan i anden halvleg, og det var midtbanemanden godt tilfreds med at have sørget for.

- Jeg tror, at nogen vil have været stolt i dag (søndag, red.), og det styrker mig. Jeg er glad for, at jeg gjorde hjemmefansene stille.

Nainggolan og Antwerp ligger nummer to i den bedste belgiske liga ovenpå sejren, mens Beerschot ligner en alvorlig bejler til at rykke ned.


Af Kristoffer Lind Pedersen
Onsdag 19. januar