LeoVegas.dk Roskilde Festival Bethard Casino24

Luk

Napoli storsejrede i flot Ghoulam-comeback

| Serie A | 0 kommentarer
Napoli storsejrede i flot Ghoulam-comeback
Foto: Getty Images

Infoboks

Napoli - Frosinone 4-0
Serie A
7' 1-0 Piotr Zielinski
40' 2-0 Adam Ounas
68' 3-0 Arkadiusz Milik
84' 4-0 Arkadiusz Milik
Faouzi Ghoulam spillede sin første kamp i over 400 dage, da Napoli lørdag slog Frosinone med overbevisende 4-0 i Serie A. Ghoulam leverede en flot kamp og kronede den med to assists.

Fredag aften trak Juventus sig sejrrigt ud af Derby d'Italia mod Inter, og det krævede derfor en sejr til Napoli, hvis de ville holde snor i de zebrastribede i toppen af Serie A.

Det lignede dog på forhånd en overkommelig opgave for Carlo Ancelottis tropper, da modstanderen hjemme på San Paolo var bundholdet Frosinone.

Venstrebacken Faouzi Ghoulam var tilbage i startopstillingen for Napoli, efter at algeriske landsholdsspiller har siddet ude i utrolige 402 dage med en slem skade i ledbåndet.

Det var hjemmeholdet, der dog taktstokken fra kampens start, og efter bare syv minutters spil kastede det et mål af sig.

Efter en del klumpspil i forbindelse med et Napoli-hjørnespark havnede kuglen for fødderne af Piotr Zielinski, der hamrede 1-0-målet i kassen.

Napoli fortsatte med at presse på, og værterne kom frem til flere store chancer i første halvleg.

Med fem minutter til pause lykkedes det endnu en gang hjemmeholdet at få målnettet til at blafre, da 22-årige Adam Ounas drev bolden frem i banen og langt udefra smadrede bolden op i krogen. Fremragende scoring til 2-0 efter 40 minutter.

Dermed kunne Ancelottis mandskab gå i omklædningsrummet med en komfortabel 2-0-føring ved pausetid, og de skulle fortsætte trykket i anden halvleg.

Både Ghoulam, Lorenzo Insigne og Adam Ounas var nærgående, men Frosinone holdt sig fortsat inde i opgøret.

Med godt 20 minutter igen fik Napoli dog endegyldigt lukket kampen til 3-0, da Arkadiusz Milik kom først på et hjørnespark fra Faouzi Ghoulam, der dermed noterede sig for en assist i sit længe ventede comeback.

Fem minutter før tid var opskriften nogenlunde den samme. I hvert fald var det endnu en gang Ghoulam som assistmager til Milik, der scorede sit andet mål i opgøret til 4-0. En let scoring til polakken, der stod helt fri ved bagerste stolpe.

Frosinone havde minimalt at komme med i kampen, så Napoli cruisede stensikkert 4-0-sejren i hus.

Dermed formindsker Napoli hullet op til Juventus til otte point, mens Frosinone fortsat ligger under nedrykningsstregen i Serie A.


Af Martin Schmidt

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Onsdag 24. april
Tirsdag 23. april