Luk

Nedtrykt Stensgaard: Er skudt i begge bagben

| 1. Division | 2 kommentarer

Infoboks

Silkeborg - Vendsyssel FF 4-1
1. division
15' 1-0 Emil Holten
52' 2-0 Magnus Mattsson
61' 3-0 Magnus Mattsson
75' 3-1 Ali Messaoud
85' 4-1 Emil Holten

Vendsyssel fortsatte søndag holdets dårlige stime, da det blev 1-4 mod Silkeborg. Vi er ikke bare et såret dyr, der er skud i det ene bagben. Vi er skudt i begge, siger Lasse Stensgaard.

Med sølle to point i de seneste seks kampe i 1. division er Vendsyssel ramt på selvtilliden for tiden.

Søndag tabte vendelboerne 1-4 til Silkeborg, og cheftræner Lasse Stensgaard var derfor en slagen mand efter opgøret.

- Det er noget hø, at vi taber 4-1. Jeg tror, man skal dele kampen lidt op. For jeg synes, vi startede lidt shaky de første 10 minutter. Vi stod okay, men turde ikke rigtig bevæge os frem i pres. Bagkæden faldt lidt, og de forreste gik ikke op i pres på de bolde, vi gerne ville, og det betød, at vi blev lidt afventende.

- Vi spillede fint frem til 2-0 målet, men man kunne godt se, at da de scorede til 2-0, der punkterede kampen. Det gør den ikke normalt. Men vi er ikke bare et såret dyr, der er skudt i det ene bagben. Vi er skudt i begge. 

- Og så blev det noget, hvor vi i stedet for at finde sammen, så faldt vi mere hver til sit. Det er helt naturligt, uanset om man synes, det skulle være alt muligt andet og en anden reaktion. Det har vi slet, slet ikke behov for. 

- Vi er et hold, der har brug for, vi er 11 hele tiden og gør det rigtige. Er vi det, kan vi godt være med, selvom det stadig er hårdt. Men når vi ikke gør det, ligner vi lidt noget andet, siger Lasse Stensgaard til Vendsyssels hjemmeside.

Vendsyssel har sammenlagt fået otte point i ti kampe, hvilket resulterer i en øjeblikkelig niendeplads i 1. division.


Af Martin Schmidt
Fredag 22. januar