Luk

Newcastle stjal point mod Wolves på frispark

| Premier League | 0 kommentarer

Infoboks

Wolverhampton - Newcastle 1-1
Premier League
80' 1-0 Raul Jiménez
89' 1-1 Jacob Murphy

Wolves sad på hele kampen mod Newcastle og kom foran, men måtte alligevel nøjes med uafgjort.

Det lugtede af Wolves-hjemmesejr i langt det meste af opgøret mod Newcastle søndag aften, men en sen frisparksscoring af Newcastle betød remis.

I kampens indledning var det værternes Daniel Podence, der var farligst, da han ved et par lejligheder testede Karl Darlow i gæsternes mål.

Portugiseren havde flere gode aktioner halvlegen igennem, men hverken han eller Saint-Maximin hos gæsterne kunne få hul på bylden, selvom franskmanden kort inden pausen var på spil.

Han driblede sig fint i position til en afslutning, men den var alt for nem for Rui Patricio at samle op.

Dermed stod de to hold lige uden scoringer ved pausen.

Wolves satte sig også på tingene i anden halvleg, men det blev ikke for alvor farligt, så Podence blev erstattet med eksplosive Adama Traoré midt i halvlegen.

Indskiftningen af spanieren gav hjemmeholdet lidt mere bid, og han havde flere dribleture og kompetente indlæg kort efter sin indskiftning.

Det skulle dog være Raul Jimenez, der igen skulle ligne helten for Wolves.

Med ti minutter igen samlede han bolden op på kanten af feltet efter et frispark, tæmmede den og sparkede den i mål mod fjerneste stolpe med en solid vrist.

Så skulle Newcastle til at angribe, og med to minutter tilbage fik de frispark på kanten af feltet.

Det tog Jacob Murphy sig kærligt af, da han skruede bolden rundt om Wolves-muren, inden om stolpen og i mål, selvom Patricio fik hånden på bolden.

Mere skulle det ikke blive til og dermed blev det alligevel til uafgjort trods Wolves' massive dominans.


Af Christian Ambæk
Tirsdag 1. december