Luk

Neymar med mål og oplæg i PSG's titeljagt

| Ligue 1 | 1 kommentar

Infoboks

PSG - Lens 2-1
Ligue 1
33' 1-0 Neymar
59' 2-0 Marquinhos
61' 2-1 Ignatius Ganago

Neymar både scorede og lagde op til et mål, da Paris Saint-Germain tilbageerobrede førstepladsen i Ligue 1 med en 2-1-sejr over RC Lens.

I den franske Ligue 1 har Paris Saint-Germain fået uventet kamp om titlen i år, da også Lille, Monaco og til dels Lyon presser de vanlige mestre.

PSG skulle lørdag forsøge at holde trit med Lille, da RC Lens lagde vejen forbi Paris i en kamp, der forinden var blevet skæmmet af hærværk mod Lens' spillerbus.

På trods af PSG's favoritværdighed var Lens tættest på i kampens indledende fase, hvor et lumsk frispark efter 18 minutter akkurat sneg sig forbi Keylor Navas' ene opstander.

Der var dog tendens til usikkerhed i Lens-forsvaret, som PSG endeligt straffede efter en halv time, da Neymar stensikkert bragte favoritterne foran med sit syvende mål i Ligue 1-sæsonen.

PSG var også tæt på at øge til 2-0 efter 38 minutter med direkte fodbold af højeste kaliber. 

Marquinhos tæskede bolden op i hovedet på Neymar, der vidunderligt lagde af for Sarabia, men Lens-målmanden Wuilker Farinez fra Venezuela leverede en fin refleksredning.

Lens var dog særdeles tæt på i den anden ende af to omgange lige bagefter, da Navas først reddede Arnaud Kalimuendos forsøg, før Seko Fofana blæste bolden forbi PSG-målet nogle minutter senere.

PSG slap med skrækken og kunne gå til pause med den ventede 1-0-føring.

Føromtalte Kalimuendo er i øvrigt udlejet fra netop PSG og ville øjensynligt gøre opmærksom på sig selv, hvilket han var tæt på igen kort efter pausen, hvor han aggressivt kom først på et indlæg men skød lidt forbi mål.

Lens spillede generelt en god kamp, men fik ikke målet, og det straffede PSG efter en time, da Neymars hjørnespark fandt Marquinhos, der stensikkert headede bolden ind til 2-0.

Så skulle man tro, at den croissant var færdigbagt, men Lens fik endelig gennembruddet, da Ignatius Ganago tog sig af en retur på det efterfølgende angreb og scorede til 1-2.

Farinez diskede op med endnu en klasseredning på Neymars frispark efter 67 minutter, inden dommeren på uheldig vis kom i vejen for Lens' efterfølgende kontra.

PSG troede, at de havde lukket kampen fem minutter minutter før tid, da Mauro Icardi afsluttede et elegant angreb, men der var klar offside på Marco Verratti i situationen.

Neymar nåede at appellere for straffespark ved indgangen til overtiden uden held, men Lens havde ikke mere at komme med, før tiden løb ud.

Med 2-1-sejren tilbageerobrer PSG førstepladsen i Ligue 1 fra Lille, der spiller senere lørdag mod Kasper Dolbergs Nice.


Af Philip Blüdnikow
Onsdag 8. december
Tirsdag 7. december