Luk

Neymar-straffe nok til sejr over RB Leipzig

| Champions League | 6 kommentarer

Infoboks

PSG - RB Leipzig 1-0
Champions League gruppe H
11' 1-0 Neymar

Neymars tidlige scoring fra straffesparkspletten var nok for PSG til at sejre over RB Leipzig i Champions League.

PSG var næsten tvunget til sejr, da RB Leipzig var forbi i Champions League tirsdag aften.

Med bare tre point i tre kampe kunne finalisterne fra sidste års turnering med et nederlag stort set se avancementet fra gruppespillet glippe, hvorfor franskmændene nok var glade for at have både Neymar, Mbappé og Di Maria med mod tyskerne.

Særligt brasilianeren kom i fokus tidligt i opgøret.

Det var nemlig ti minutter gammelt, da Sabitzer nedlagde Di Maria i feltet, og så fik Neymar muligheden fra pletten.

Gulacsi gik den rigtige vej, men brasilianerens forsøg var for yderligt placeret til at stoppe for ungareren.

1-0 stod der så ved pausen.

Svenske Emil Forsberg fik to gode muligheder kort før og efter pausen, men ved begge lejligheder fik han overplaceret sine forsøg.

Den tidligere FC Midtjylland-angriber Alexander Sørloth blev sendt på banen for Leipzig i forsøget på at udligne Neymars føringsmål, men det skulle ikke lykkes for tyskerne.

Dermed gik det som i semifinalen af sidste års turnering, hvor PSG kunne trække sig sejrsrige ud af opgøret mod RB Leipzig, hvilket i den grad lunede på franskmændenes pointkonto.

De lægger sig nemlig op på siden af tyskerne i gruppen, der dermed fortsat er ganske åben.


Af Christian Ambæk
Tirsdag 19. januar