Luk

Nicolai Jørgensen kickstartede flot comeback

| Æresdivisionen | 0 kommentarer

Bundproppen Waalwijk kom foran med 2-0, men Nicolai Jørgensen kickstartede et flot Feyenoord-comeback med sin scoring i søndagens 3-2-sejr i Æresdivisionen.

Feyenoord og Nicolai Jørgensen havde søndag aften besøg af bundproppen Waalwijk i den hollandske Æresdivision.

Feyenoord har været i krise og sagde fonyligt farvel til cheftræner Jaap Stam, men endnu værre så det ud i Waalwijk, som inden aftenens kamp blot havde skrabet fire point til sig i 12 kampe.

Det mærkede man dog ikke i begyndelsen af dagens kamp mod Feyenoord, hvor Waalwijk kom blæsende ud af starthullerne.

Efter knap et kvarter spil fik Darren Maatse akkurat foden på et Dylan Vente-indlæg, og selvom skuddet trillede langsomt mod mål, så nåede Feyenoord-keeper Kenneth Vermeer ikke ned til bolden.

Så var Waalwijk foran med 1-0, men kort efter fordoblede holdet sin føring.

Igen var Dylan Vente i oplæggerens rolle, da Sylla Sow fra en spids cinkel bragede bolden ind under Kenneth Vermeer. 

Så var bundproppen i front med 2-0 og Feyenoord var på hælene. 

Efter 25 minutters spil fik Feyenoord dog reduceret, og det var Nicolai Jørgensen, der var ophavsmand til scoringen.

Luis Sinisterra spilede danskeren fri på kanten af feltet, og Jørgensen to et enkelt træk før han sendte et fladt skud ind mellem benene på en fremadstormende Waalwijk-keeper.

Oplæggeren til Nicolai Jørgensens mål, Luis Sinisterra, måtte kort efter udgå med en skade, og ind kom i stedet svenske Sebastian Larsson.

Selvsamme Larsson dirigerede kort inden pausen et direkte frispark i kassen, og så havde Feyenoord udlignet til 2-2.

Feyenoord fortsatte de gode takter i anden halvleg, men Nicolai Jørgensen og kompagni havde svært ved at finde frem til det forløsende sejrsmål.

Først fem minutter før tid fandt Feyenoord netmaskerne. 

Marcos Senesi steg højt til vejrs i Waalwijk-feltet, og her mødte han Steven Berghuis' frispark med pandebrasken. 

Argentineren stangede uimodståeligt bolden i mål, og så var Feyenoords comeback fuldendt, imens Waalwijk-spillerne opgivende så på hinanden.

I kampens over tid fik Waalwijks Stijn Spierings rødt kort, og så var det ingen sag for Dick Advocaats tropper at vinde for anden gang på to gange under den nye træner.

3-2 blev kampens endelige resultat, og dermed er Feyenoord oppe på tiendepladsen i den hollandske Æresdivision.


Af Benjamin Alexander Helbo
Torsdag 14. november