Luk

Nicolai P. revser Wind for stikpille: Uværdigt

| 3F Superliga | 140 kommentarer

Infoboks

FC København - Slovan Bratislava
Europa Conference League Gruppe F (09/12)
bet365 1,61 3,80 5,00

AGF's Nicolai Poulsen kalder det mangel på klasse af FC Københavns Jonas Wind, at sidstnævnte hang Poulsens kvaliteter som fodboldspiller ud i pressen efter en indbyrdes batalje søndag.

- Jeg synes ikke, det er ret stort af en spiller, der er i FCK og er med omkring landsholdet, at han går til angreb personligt og fortæller, hvad han synes, jeg er for en spiller. Det er uværdigt, men det må han selv om.

Ordene kommer fra AGF's Nicolai Poulsen til bold.dk. Han har slet ikke noget til overs for, at FC Københavns Jonas Wind langede ud efter Poulsen i kølvandet på søndagens hårde 1-1-dyst i Parken.

De to kom på klingerne af hinanden i første halvleg, da Jonas Wind så gult for at ramme Poulsen i et saksesparksforsøg.

I stedet for at ramme bolden kom Poulsen i vejen og fik headet bolden væk, mens Winds fod ramte Poulsen på kroppen. Noget teatralsk kastede Poulsen sig om og tog sig til hovedet, Jonas Wind fik et gult kort og siden fortsatte de to et heftigt skænderi midt på banen.

Duellen blev taget med udenfor kridtstregerne, hvor Jonas Wind efter kampen blandt andet fortalte, at han ikke ville 'bruge for meget tid på at snakke om en spiller med den kvalitet og de færdigheder – eller mangel på samme – som Nicolai Poulsen har', og det har AGF'eren på ingen måde noget tilovers for.

Det siger han til bold.dk dagen derpå, hvor Poulsen på Instagram har lagt en stikpille ud som svar til Jonas Wind, der selv har lagt et billede op af situationen.

- Der er forskel på at gøre det, jeg gjorde, og så være så nedladende, som han var efter kampen. Det er under al kritik, og det ville jeg aldrig selv kunne finde på. Det er nedladende at sige, hvor dårlig en anden fodboldspiller er, eller hvad det kunne være.

- Det er slet ikke værdigt for en som ham. Han kunne godt vise noget mere klasse, siger Poulsen til bold.dk og forklarer, hvorfor han har haft behov for at besvare Jonas Winds stikpille.

- Jeg gider ikke bare tage imod, så jeg ville egentlig bare give ham lidt igen med, at han selv stod og peb efter kampen. Det er dobbeltmoralsk af ham, og derfor havde jeg brug for det.

Erkender at have overspillet: Jeg lægger mig fladt ned

Nicolai Poulsen har efter søndagens kamp fået kritik for at have overspillet i situationen, da han ikke blev ramt i hovedet, som han ellers tog sig til.

Det erkender AGF'eren, selv om han dog også peger på, at det er en del af fodbolden.

- Jeg overspillede situationen. Det vil jeg ikke lyve om, men det tror jeg egentlig, at 90 procent af alle spillere ville gøre i den situation. Wind havde selv en i hjørnet, hvor han smed sig, overdrev situationen og fik et frispark, som ikke var der. Men det er noget andet, når det er nogle andre end ham selv, selvfølgelig.

- Men jeg lægger mig fladt ned og siger, at jeg overspillede, og det er noget, jeg skal lade være med, siger han og fortæller, hvorfor han valgte at overspille:

- Jeg forventede at blive ramt, i og med at han lavede et saksespark i anden sals højde, men efterfølgende kan jeg godt se, at jeg ikke blev ramt. Det havde jeg en formodning om, og det hænger sammen med, at jeg har haft en hovedskade før og har haft konsekvenser af det. Det skal man også have respekt for, når man går ind i dueller.

- Selvfølgelig skal man ikke overspille, og der blev jeg fanget lidt, men på den anden side frikender det heller ikke Jonas Wind for et gult kort for hensynsløst spil. Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i, at man kan synes, der ikke skal være gult i den situation.

Træt af sit image: Situationen hjælper ikke

Nicolai Poulsen er ofte et emne for diskussioner på grund af sin spillestil, hvor tacklingerne ofte synger – det image vil han gerne have, men han vil også gerne ses som en spiller, der kan tage imod de hårde tacklinger.

Det hjælper søndagens kamp ikke umiddelbart på.

- Der er ingen tvivl om, at jeg er træt af, hvis jeg skal have et image, hvor jeg kun kan give og ikke tage imod. Det er ikke fair, synes jeg. Jeg synes, jeg er fin til at tage imod, og der bliver også lavet rigtig mange frispark på mig, hvor jeg egentlig ikke synes, jeg græder meget over det.

- Men jeg har en spillestil, hvor det handler om at gå til den og vinde mange bolde inde midt på banen.

- Jeg vil helst ses som en, der kan give og tage imod, men jeg er da afklaret med, at en situation som den i går kan ændre lidt på det. Men man kan nok finde mange situationer med alle spillere, hvor de overspiller situationer, siger han.

Så det er noget, du gerne vil ændre på?

- Ja, selvfølgelig er det det. Det er ikke det, jeg går efter, når jeg går ind i dueller, men man kan forvente, man bliver ramt. Det synes jeg, at jeg blev, men ikke i hovedet, og det er, hvad det er, lyder det fra AGF'eren.

Situationen mellem Nicolai Poulsen og Jonas Wind er et emne i bold.dk's podcast Mandagsbold, som du kan læse mere om og høre her.

FC Københavns kommunikationschef Jes Mortensen fortæller til bold.dk, at Jonas Wind har sagt, hvad der skulle siges i sagen.

Få store oplevelser i Parken! Find billetter til F.C. Københavns hjemmekampe fra 100 kr. her


Af Jonas Dalgård
Tirsdag 30. november