

Der var vigtige point på spil mandag aften på Brøndby Stadion, hvor værterne fra Brøndby tog imod SønderjyskE i 3F Superligaens sidste kamp i 19. spillerunde.
Her kunne de danske mestre med en sejr komme op på samme antal som FC Midtjylland i tabellen, mens sønderjyderne kæmpede for livsvigtige point i bunden af rækken.
Det var dog ikke mange chancer, som de fremmødte fans blev forkælet med gennem kampens første 45 minutter, hvor Andreas Bruus og Joe Bell misbrugte et par muligheder.
Gæsterne fra Haderslev var godt med i opgøret, hvor de fik sat flere afleveringer sammen og til tider blev en trussel.
I en situation formåede Nicolaj Thomsen nemlig at sende Kristofer Kristinsson afsted i feltet, men endnu en gang kom der ikke gang i måltavlen på Brøndby Stadion.
Artiklen fortsætter efter billedet

Efter 25 minutter fik de mange Brøndby-fans dog endelig varmen mandag aften, da et hjørnespark blev slået ind mod Sigurd Rosted, som forlængede bolden videre mod bagerste stang.
Det var en god ide, da Henrik Heggheim formåede at komme fri og kunne heade bolden ind i netmaskerne nede foran Sydsiden til stor jubel blandt spillere og fans.
Brøndbys tilhængere fik dog mere at juble over med syv minutter tilbage af halvlegen, da SønderjyskE’s Thomsen nedlagde Carl Björk, og det fik store konsekvenser.
Den nye SE-midt havde nemlig allerede et gult kort i banken, og dermed blev han sendt tidligt i bad, da tacklingen mod Björk også gav et gult kort, og så havde gæsterne svære arbejdsbetingelser efter pausen.
SønderjyskE-nedtur og annulleret mål
I anden halvleg lagde SønderjyskE sig dog ikke ned, og i indledningen var de da også tæt på at chokere de danske mestre.
Først forsøgte Emil Frederiksen at smadre bolden ind i netmaskerne langt ude fra, men SE-spilleren havde ikke held med sin afslutning.
Få minutter senere var den så gal igen hos BIF, da Stefan Gartenmann fik sendt bolden i mål, men værterne slap med skrækken, da scoringen blev annulleret for en offside.
SønderjyskE forsøgte at svare igen, men de havde svært ved at få skabt de store chancer, og dermed var det fortsat BIF, som var tættest på at komme på tavlen.
Carl Björk var blandt andet tæt på at sende bolden i mål, da han tog chancen fra kanten af feltet, men svenskeren manglede det sidste i situationen.
I slutfasen sad Brøndby solidt på spillet, og dermed formåede de da også at holde resultatet hele vejen frem til slutfløjtet, hvor de mange BIF-fans så kunne bryde ud i jubel.
Opgøret endte med en Brøndby-sejr på 1-0, og dermed er de danske mestre nu på samme antal point som FC Midtjylland på andenpladsen i Superligaen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Sønderjyske
Brøndby IF
3F Superliga




































