Luk

Niels F: God mulighed for at få Valentin klar

| EM U21 | 5 kommentarer
Niels F: God mulighed for at få Valentin klar
Foto: Getty Images

Mads Valentin er den eneste spiller i den danske trup, der har fysiske problemer før kampen mod Østrig. Der er dog en god chance for, at backen bliver klar til opgøret, siger Niels Frederiksen.  

Det er en næsten skadesfri dansk trup, der gør klar til torsdagens kamp mod Østrig ved U21-EM. 

Mads Valentin Pedersen fik et skrub i mandagens nederlag til Tyskland, og han er den eneste, der har problemer på den front. Det sagde Niels Frederiksen på onsdagens pressemøde forud for kampen.  

- Status på truppen er fin. Vi holdt Mads Mini ude af træningen i dag. Han træner, men han trænede ikke med holdet. Vi prøver stadig at få gjort ham klar til i morgen, det er der en god mulighed for. Så det går den rigtige vej.  

- Resten af spillerne er fit for fight. Der er ikke nogen problemer, så vi har fuld plade at gøre med, sagde Niels frederiksen.  

Selvom truppen er så godt som skadesfri, så varsler Frederiksen dog ændringer i torsdagens opgør.  

- Vi skal sørge for at have friske ben, og derfor er det en væsentlig overvejelse. De spillere, der ikke er vant til at spille så meget, bliver måske også en lille smule hårdere ramt af at spille en kamp og har brug for længere restitutionstid.  

- Det er en overvejelse, og der kommer udskiftninger. Du får mig selvfølgelig ikke til at sige hvor mange og på hvilke positioner, sagde Niels Frederiksen.  

Asger Sørensen var med til onsdagens pressemøde, og da landstræneren blev spurgt til, om Sørensen kunne være i spil til kampen, svarede han muntert: 

- Der er altid meget taktisk i de her pressemøder, og der kan både være psykologi og omvendt psykologi. 

- Jeg plejer aldrig at have spillere med til et pressemøde, som ikke starter inde, men det kan jo være, at jeg netop gør det den her gang for at forvirre mængden. Det ved man aldrig, sagde Frederiksen med et smil. 

Kampen mellem Danmark og Østrig spilles torsdag klokken 18.30.  

Se Superliga, Europa League og landsholdet Live på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Anton Græsdal Maajen
Tirsdag 16. juli