Luk

Niels F: Østrig er dygtige til at forsvare sig

| EM U21 | 2 kommentarer
Niels F: Østrig er dygtige til at forsvare sig
Foto: Getty Images

Østrig kommer sandsynligvis til at stå lavt på banen og lure på omstillinger mod Danmark, lyder det fra den danske lejr. 

Niels Frederiksen regner med, at torsdagens opgør mod Østrig bliver en anderledes affære end første gruppekamp mod Tyskland.  

U21-landstræneren forventer, at Østrig kommer til at stå lidt længere tilbage på banen, mens Danmark i højere grad kommer til at tage taktstokken end mod tyskerne.  

- Vi har set et østrigsk hold, som er dygtigt til at forsvare sig, og hvor vi skal arbejde hårdt for at finde åbningerne, siger Niels Frederiksen.  

- Vi har set et østrigsk hold, som er rigtig dygtigt i omstillingsspillet. Det er vel et fysisk stærkt hold også. Så det bliver formentlig en kamp, hvor vi skal arbejde hårdt for at få sejren. 

- Men formentlig også en kamp, hvor vi måske i perioder får bolden en lille smule mere, end vi havde mod Tyskland. 

Ifølge Asger Sørensen, der har været ejet af Red Bull Salzburg siden 2014, er der visse ligheder mellem det tyske og østrigske spil. 

- Østrig praktiserer meget den samme fodbold som tyskerne. De vil måske ikke være så meget på bolden som tyskerne, men i stedet stå lidt lavere og køre omstillinger.  

- Men de er rigtig aggressive i presset og spiller hurtigt fremad banen. Så det er måske lidt mere direkte spil end tyskerne, som var lidt mere bolddominerende, siger Asger Sørensen.  

Må undvære en stor profil 

Til kampen mod Danmark må Østrig se bort fra profilen Hannes Wolf, der brækkede anklen i 2-0-sejren over Serbien. Det er et slag for holdet, mener Niels Frederiksen.  

- Det er en svækkelse af Østrig. De finder helt sikkert en anden, som også er dygtig, men Wolf er en af deres helt store profiler. Det er der slet ingen tvivl om.  

- Så kan der være nogle overvejelser. Vil de gribe det anderledes an i forhold til måde, de spiller på? Og systemet? Det tror jeg ikke nødvendigvis. De har spillet meget konsistent i modsætning til Tyskland, der har vekslet ekstremt meget i deres systemvalg og måde at spille på.  

- Der har Østrig været meget konsistente i den måde, de har grebet kampene an på. Så jeg tror ikke, at det bliver så meget anderledes, men det er klart en stor profil, de har mistet, siger Frederiksen.  

Kan sagtens slå Østrig 

Danmark skal vinde over Østrig for at bevare håbet om en semifinale, men det har danskerne også evnerne til, mener Asger Sørensen.  

- Vi kan sagtens slå Østrig. Vi har slået dem i en testkamp - godt nok for noget tid siden, siger forsvarsspilleren med henvisning til 5-0-sejren over Østrig i marts 2018.  

- Men det bliver en svær opgave. De er også rigtig gode og har en del profiler, som spiller i Bundesligaen. Det bliver en helt vildt lige kamp, og det bliver marginaler, som kommer til at afgøre det. 

Kampen mellem Danmark og Østrig sparkes i gang torsdag aften klokken 18.30.  

Se Superliga, Europa League og landsholdet Live på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Anton Græsdal Maajen
Mandag 22. juli
Søndag 21. juli