Luk

Niels F: Uhre lå ikke alene - Hedlund lykkedes

| Europa League | 4 kommentarer

Infoboks

Brøndby IF - Sparta Prag 0-0
Europa League Gruppe A

Brøndby-træner Niels Frederiksen mener ikke, at Mikael Uhre lå alt for alene i angrebet, og Simon Hedlund arbejdede stenhårdt, mener han.

Brøndby formåede ikke at finde vej til målet i torsdagens Europa League-kamp hjemme mod Sparta Prag.

Efter kampen blev Brøndby-træner Niels Frederiksen spurgt, om ikke Mikael Uhre var lidt alene i angrebet, men den var han ikke enig i.

- Jeg synes ikke, at Uhre var alene i angrebet. Simon (Hedlund, red.) spillede en udmærket kamp og arbejdede stenhårdt, og han lykkedes egentlig med mange ting, siger Niels Frederiksen.

Nytilkomne Marko Divkovic blev sendt i aktion, og han giver Frederiksen nye muligheder i offensiven.

- Marko er en mellemting mellem Pavlovic og Uhre eller Hedlund, kan man sige. Han er rigtig god til at løbe dybt, og han har også noget fart, men selvfølgelig ikke så meget som Uhre og Hedlund. Til gengæld har han noget i relationerne, som jeg synes, er rigtig godt.

- Marko giver os også mulighed for at spille med tre mand fremme, hvor han har været mest vant til at spille som en højrekant, der har søgt ind til venstrebenet. Der giver han nogle muligheder for os til at være fleksible.

Niels Frederiksen glæder sig trods alt over at være på tavlen efter 0-0.

- Det er selvfølgelig vigtigt ikke at tabe. Det havde været rigtig ærgerligt, hvis vi havde tabt kampen til allersidst, for det var helt åbent.

- Vi er på tavlen nu, og det giver en tro på, at vi kan få point i de andre kampe, frem for hvis vi var gået fra den første kamp med et nederlag eller en øretæve.

- Det gjorde vi bestemt ikke, og det var en meget lige kamp. Vi spillede vores mulighed, og vi har afgjort muligheder i den her gruppe, siger Niels Frederiksen.

Brøndby møder søndag SønderjyskE på udebane i 3F Superligaen.


Af Sara Margren

4 kommentarer

pendlermilton 13:07          
Hvad helt nøjagtig lykkes han med?, jeg mindes ikke at jeg så noget som helst på stadion der bare havde snert af at Hedlund lykkes med noget som helst. Der var alt for langt mellem spillerne og når en af DKs vildt overvurderet spillere Maxsø hovedløst knalder bolden op i 1 sals højde til Uhre, hvad fanden skal han så gøre med den og især når Hedlund ligger 10 meter længere nede i banen. Nej det er en træner der bare lukker luft ud, men hvem har nogensinde sagt at en fodboldtræner var realistisk, ingen.
Nobeltwist 14:41          
Han lykkedes med at skabe en defensiv struktur, der ikke gav nævneværdigt med chancer væk, men på den bekostning at angrebet manglede. Man er gået fra at have en af de hurtigste spillere i ligaen til at ligge i mellemrummet mellem midtbane og angreb, dertil har man håbet at Greve kunne udfylde den rolle, men indtil videre uforløst. Slimane har slet ikke farten til at sætte ting op fra egen banehalvdel og burde i princippet bruges længere fremme, hvor han kan gøre en forskel.
Mikesas 22:16          
Uhre var alene og Sparta kunne åbne vores venstre side så let som ingenting.
Kims100 13:55          
@pendlermilton - Så må du gendse kampen :-) Hedlund er i alle kampe med i de fleste offensive aktioner, jeg kan nævne 2. halvleg, hvor Hedlund opsnappe bolden 3 meter fra mål, desværre med en flok forsvarsspillere på ryggen. Min påstand vil være at uden Hedlund, ville BIFs offensiv blive signifikant svækket. At han derudover har energi til at deltage i det defensive arbejde, vidner om et kæmpe fysiks overskud. Endeligt tager Hedlund nu alle frispark og hjørnespark og det er en signifikant forstærkning I forhold til Jobbes indlæg i sidste sæson. Hedlund er efter min mening en af de vigtigste spillere for BIF i denne sæson.
Tirsdag 19. oktober
Mandag 18. oktober