Luk

Nielsen og Rieks med i Malmø-avancement

| Champions League | 2 kommentarer

Lasse Nielsen og Søren Rieks var med fra start, da Malmø FF spillede sig videre til næste runde af årets Champions League-kvalifikation. Drita fra Kosovo blev slået med 2-0 i dag og 5-0 samlet.

Malmø FF havde to danskere med fra start, da de svenske naboer her til aften spillede returopgør mod Drita i Champions League-kvalifikationen.

Lasse Nielsen og Søren Rieks startede inde hos Uwe Röslers mandskab, der efter en lidt hakkende indledning fik bedre fat midt i første halvleg, hvor især Carlos Strandberg var nærgående i flere situationer.

Svenskerne havde da også bolden i nettet, men scoringen efter et hjørnespark blev annulleret grundet et frispark på Drita-målmanden, Edvan Bakaj.

Efter en målløs første halvleg var danske Søren Rieks tæt på at åbne scoringen få minutter inde i anden halvleg, da kantspilleren bankede bolden på overlæggeren.

Få minutter senere fik svenskerne dog hul på bylden, og ikke overraskende kom målet fra angriberen Carlos Strandberg, da han reagede hurtigt på en afslutning fra midtbanespilleren Adrian.

Fem minutter efter åbningsmålet fordoblede Malmø føringen, da en velspillende Eric Larsson smaskede bolden over i det lange hjørne til 2-0.

Herefter slap værterne grebet en smule og det blev således ved de to scoringer og en samlet sejr på hele 5-0.

Malmø kan nu se frem til to opgør mod rumænske CFR Cluj i næste runde.

Andetsteds spillede Danmarks onde europæiske ånd, cypriotiske APOEL også returopgør mod litauiske Suduva, der noget overraskende havde vundet det første opgør med 3-1.

APOEL bragte sig i front efter tyve minutters spil, men flere mål kom der ikke, og Suduva er dermed klar til næste runde.


Af Kenneth Hansen
Fredag 21. januar