28-årige Christian Nørgaard oplever stor succes i Brentford og nyder at være i udlandet.
På sigt regner midtbanespilleren dog med at vende hjem til dansk fodbold.
- Lige nu føler jeg jo, at jeg er i min bedste alder og spiller det bedste fodbold, jeg har spillet, så det er klart, at det er ikke på tale lige nu, men på et eller andet tidspunkt vil min familie og jeg gerne hjem og bo en dag.
- Jeg regner da med, at jeg slutter af herhjemme. Det har altid været drømmen at vende tilbage til Brøndby, men der er stadig lidt tid til. Det er ikke noget, vi går og snakker om på daglig basis, fortæller Christian Nørgaard til bold.dk.
Så det er ikke noget, du har planlagt endnu, men bare regner med, at det sker en dag?
- Det er nok noget, som fruen har planlagt, siger Nørgaard med et smil og tilføjer:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har ikke planlagt det endnu, så jeg ved ikke, hvornår det bliver. Mon ikke vi på et tidspunkt vender snuden hjem, men lige nu er det sgu sjovt at spille fodbold i Premier League og Brentford, så det er også med at nyde det og ikke tænke for langt ud i fremtiden.
Selvom Nørgaards bedre halvdel har planlagt, at familien skal hjem en dag, er det ikke endnu, at de er klar til det.
- Nej, det er det ikke. Vi har det for godt i London til at skulle vende hjemad nu, men der er ikke noget at sige til det. Sådan er det også bare med familiesituationen, at for den bedre halvdel er det lidt et andet liv, og man er meget alene med vores søn og sådan nogle ting.
- På sigt tror jeg, at vi skal vende snuden hjemad, men vi er begge to enige om, at det ikke skal være nu.
Lykkelige Lyngby-minder, men Brøndby
Når Christian Nørgaard en dag skal hjem, er det Brøndby, der bliver kigget mod.
- Ja, det er det, svarer han kontant.
Ikke Lyngby?
- Haha, ja man skal jo ikke afskrive Lyngby. Det er også en klub, som har betydet rigtig, rigtig meget for mig. Det kan godt blive glemt nogle gange, fordi det ligesom var i Brøndby, at jeg slog igennem på seniorscenen, men alle de hårde ungdomsår og grunden til den succes var jo i Lyngby.
- Der har jeg virkelig også nogle af mine lykkeligste minder fra, og det er noget af det bedste fodbold, jeg har spillet, selvom det var som ungdomsspiller. Det er også en fantastisk klub, men det er klart, at Brøndby er for mig et sted, jeg rigtig gerne vil vende tilbage til, siger Nørgaard til bold.dk.
Christian Nørgaard skiftede fra Lyngbys ungdomsafdeling til tyske HSV i januar 2012, men rykkede halvandet år senere til Brøndby, hvor det for alvor tog fart, og midtbanespilleren slog sine folder i fem år.
Efter et mindre succesfuldt skifte til Fiorentina i 2018 gik turen året efter til Brentford, hvor Nørgaard nu har etableret sig som en central brik på Thomas Franks mandskab.
Christian Nørgaard er i øjeblikket samlet med landsholdet, men kommer efter alt at dømme ikke i aktion mod Frankrig på fredag grundet en mindre skade.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
Brentford
3F Superliga


























