Luk

Norske mestre overlevede brændt straffe i CL

| Champions League | 6 kommentarer

Molde brændte et straffespark i forlænget spilletid mod Qarabag, men nordmændene trak det længste strå i straffesparkskonkurrencen og er nu klar til playoff-runden i Champions League.

De norske mestre, Molde, skulle onsdag forsøge at spille sig videre i Champions League-kvalifikationen, da man på neutral grund på Cypern mødte Qarabag fra Aserbajdsjan.

Molde var gennem den ordinære spilletid hårdt presset af Qarabag, der skabte langt flere chancer end nordmændene, men skarpheden udeblev for Qarabag.

Derfor gik de to hold i forlænget spilletid, hvor Molde fik en strålende mulighed for at spille sig videre til playoff-runden i Champions League-kvalifikationen, da Etzaz Hussain fik muligheden fra straffesparkspletten. 

Hussain misbrugte dog, og så måtte Molde og Qarabag finde en vinder fra netop straffesparkspletten.

Her trak Molde det længste strå, og dermed er man altså sikret et europæisk gruppespil med pladsen i playoff-runden i Champions League. Ungarske Ferencvaros venter i kampen om en Champions League-billet.


Af Jonas Dalgård
Søndag 27. september