2021-08-28 08:30:00

Nürnberg-dansker: BL-drøm har trukket ud

FC Nürnberg-danskeren Asger Sørensen drømmer stadig om at spille i Bundesligaen, men det har taget længere tid, end han regnede med. Han trives dog i sin 2. Bundesliga-klub.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Han er ikke den mest profilerede danske fodboldspiller i udlandet, men ikke desto mindre er han fast mand for en temmelig stor klub i Tyskland.

Asger Sørensen er en nøglespiller i forsvaret hos traditionsklubben FC Nürnberg i 2. Bundesliga, hvor han har været de seneste to sæsoner.

Den 25-årige forsvarsspiller er dog ikke meget for at kalde sig selv en profil i 2. Bundesliga.

- Jeg har udviklet mig til at være en stamspiller i Nürnberg, og jeg har spillet over 100 kampe i 2. Bundesliga, så jeg har da en vis erfaring efterhånden. Det har helt sikkert hjulpet mig til at præstere bedre, siger Asger Sørensen til bold.dk.

Bundesliga-drøm har taget længere tid
Asger Sørensen kom som ganske ung til FC Midtjyllands ungdomsakademi fra Silkeborg og nåede én førsteholdskamp, inden han blev solgt til østrigske FC Liefering.

I sommeren 2014 blev han en del af Salzburgs førstehold, men opholdet blev ødelagt af skader.

Det afholdt ham dog ikke fra at sigte efter den tyske Bundesliga, der stadig er drømmen.

- Jeg var sindssygt meget skadet i Salzburg, men nu har jeg efterhånden haft fem år, hvor jeg har spillet mange kampe og stabiliseret mig. Det er helt klart en drøm at spille Bundesliga på et tidspunkt, siger Asger Sørensen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Tyskland -Nürnberg-dansker: BL-drøm har trukket ud
Foto: Ritzau Scanpix

- Det har nærmest været målsætningen, siden jeg kom til Salzburg, så jeg håber, at det kommer på et tidspunkt. Men det har taget lidt længere tid, end jeg egentlig havde sat mit mål efter.

Hvorfor har det taget længere tid?

- I Salzburg var jeg skadet to et halvt år ud af tre et halvt, tror jeg. Det er svært at udvikle sig, når man ikke spiller.

- Mit mål med at skifte til Salzburg var at slå igennem der, men det lykkedes ikke. Jeg var aldrig på 100 procent. Jeg havde små faser, hvor jeg spillede tre-fire måneder, inden jeg løb ind i nye problemer. Der kom aldrig nogen rytme i det.

- Jeg besluttede derfor, at jeg skulle prøve noget andet, også for mit hoveds skyld, og der viste Regensburg sig at være et rigtig godt valg for mig.

Sætter det sig også mentalt? Bliver man utålmodig?

- Det tror jeg, det gjorde i starten, ja. Jeg var meget ung, så jeg havde ikke rigtig nogen erfaringer. Men jeg var utålmodig og frustreret over, at det ikke gik, som jeg gerne ville.

- Det gik for langsomt det hele. Når man har sådanne tanker, er det også svært at få trænet ordentligt, så det har helt sikkert spillet ind, siger Asger Sørensen.

Har niveauet til Bundesligaen
Asger Sørensen har et år tilbage af sin kontrakt med FC Nürnberg, men han ved endnu ikke, hvad fremtiden bringer.

- Jeg ved det ikke, og jeg tager det lidt, som det kommer. Jeg er sindssygt glad for at være i Nürnberg, og jeg forholder mig til, at jeg har et år tilbage af min kontrakt.

- Nürnberg er en rigtig stor og fed klub, og jeg håber, vi kan blive ved at udvikle os, som vi også gjorde i sidste sæson. Jeg tror på, vi kan spille en god rolle i ligaen.
Vi må se, hvad der sker, men det er lidt en drøm at rykke op med Nürnberg, det kunne være sindssygt fedt.

Har du niveauet til Bundesligaen?

- Ja, det tror jeg helt sikkert, jeg har. Det er selvfølgelig svært at sige, fordi man også skal passe ind i systemet, men nu handler det om, at jeg skal bevise det.

- Selvfølgelig er der forskel på Bundesliga og 2. Bundesliga, også i forhold til spillestilen. I 2. Bundesliga er det mere fysisk betonet, hvor det er mere teknisk og tempofyldt i Bundesligaen, så det er lidt svært at sammenligne.

- Red Bull-stil passer mig godt
I Nürnberg er man i gang med at bygge noget op, efter klubben forrige sæson akkurat reddede livet i 2. Bundesliga - i overtiden i en playoff-kamp.

For et år siden blev 36-årige Robert Klauss hentet som cheftræner fra en assistent-rolle i RB Leipzig, og Nürnberg praktiserer nu den såkaldte 'Red Bull'-stil.

- Vi vil gerne spille fodbold med et højt pres og høj intensitet, som mange andre også prøver at praktisere. Vi vil også gerne køre gode omstillinger, som kommer i første række, og så vil vi selvfølgelig også gerne have en god boldbesiddelsesfase. Det er vi blevet bedre til.

- Men det er helt klart den dér Red Bull-spillestil, som han prøver at implementere, og det passer mig super fint. Jeg har jo praktiseret den spillestil i snart otte år.

- Min træner i Regensburg (Achim Beierlorzer, red.) kom også fra Leipzig, og det er jo meget det samme, som Salzburg og Leipzig prøver at praktisere, siger Asger Sørensen.

2. Bundesliga er historisk god
Werder Bremen og Schalke 04 er rykket ned i 2. Bundesliga i denne sæson, og dermed er rækken spækket med store traditionsrige klubber.

Det lugter næsten af Bundesliga-fodbold, medgiver Asger Sørensen.

- Alle taler om, at 2. Bundesliga er historisk god. Det ved jeg ikke, om den er, men navnemæssigt er det nok med Schalke, Werder Bremen, HSV, Düsseldorf, Hannover og Nürnberg, der er kæmpe klubber.

- Hver runde har du kampe, der egentlig lyder mere som Bundesliga end 2. Bundesliga.

I sidste sæson blev Nürnberg nummer 11 i 2. Bundesliga, og den skal gerne forbedres i denne sæson.

- Man kan godt sige, at sidste sæson var en slags genopbygning, og vi spillede faktisk rigtig godt i de sidste 10 kampe i sæsonen. Vi var især gode mod topholdene.

- Det er svært at sige med denne sæson, fordi 2. Bundesliga er så tæt, og alle kampe er så tætte, at man også skal bruge lidt held.

- Men vi håber, at vi i hvert fald kan forbedre vores 11. plads og rykke et par pladser op, siger Asger Sørensen.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce