3F Superliga -Ny FCN-back: Var lykkelig i FCM til det sidste
2019-08-15 08:56:02
Foto: FC Nordsjælland

Ny FCN-back: Var lykkelig i FCM til det sidste

Mads Døhr Thychosen glæder sig til at komme i gang i FC Nordsjælland og understreger, at han ingen bad feelings har i forhold til sine fem år i FC Midtjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

FC Nordsjælland købte i sidste uge højrebacken Mads Døhr Thychosen i FC Midtjylland, og han ser frem til at få luftforandring og en ny chance for fast spilletid.

- FCN er nogle af de absolut bedste i Danmark til at udvikle unge spillere, og jeg kunne virkelig mærke, at de gerne ville have mig, og det var noget af det vigtigste for min beslutning, siger 22-årige Thychosen til bold.dk og tilføjer:

FCN har et meget ungt hold, og det ligger nært for mig at tage ansvar og være med til at styre, så den opgave tager jeg gerne på mig, hvis trænerne ønsker det.

Konkurrence med Aaquist

22-årige Thychosen lægger desuden vægt på FCN's evne til at sende folk på eventyr i udlandet.

- Jeg vil udvikle mig endnu mere i FCN, og når jeg engang er klar til, vil jeg gerne tage skridtet ud. Om det så er om to, tre eller fire år, må vi se.

- Men planen er i hvert fald, at jeg gerne vil prøve mig af i udlandet engang, og FCN plejer at være gode til at få folk sendt afsted, siger Thychosen, der i første omgang skal konkurrere med Mads Aaquist om den plads som højreback, som Karlo Bartolec har efterladt:

- Jeg er absolut ikke blevet lovet noget, og jeg er klar over, at jeg skal kæmpe om pladsen på lige fod med alle andre. Jeg skal bevise, at jeg er den bedste, men det tror jeg også på, at jeg kan.

Tålmodigheden slap op i FCM

Thychosen nåede fem år i FC Midtjylland, siden han kom til fra Vejle. Han var sammen med den nuværende AGF-spiller Alexander Munksgaard udset til at kæmpe om højre wingback i FCM efter salget af Rasmus Nissen i januar 2018.

Men i sommeren 2018 købte FCM svenske Joel Andersson, der ret hurtigt blev stamspiller. Thychosen fik dog trods alt 18 kampe i sidste sæson.

- Min tålmodighed slap op i forhold til spilletid, og jeg føler, min udvikling var gået i stå. Men jeg har intet dårligt at sige om FCM eller den måde, som klubben gjorde tingene på, siger Thychosen og fortsætter:

- De købte en ny højreback for mange penge, og jeg kunne godt med det samme se, at det blev en meget vanskelig konkurrencesituation for mig, og sådan er det i en klub, der vil vinde mesterskaber og spille i Europa. 

- Jeg fik mine kampe og pokalfinalen, men tiden var inde til at få regelmæssig spilletid, siger Thychosen. 

Fem enestående år

- Jeg havde fem fantastiske år i FCM. Og jeg var lykkelig for at være der lige indtil det sidste. Jeg er ikke sur på hverken ledelsen eller trænerne, og jeg havde det sjovt hver eneste dag til træning.

- Men for min egen udviklings skyld var det på tide at tage videre. Samlet set var min tid i FCM dog helt outstanding. 

- Jeg vandt tre mesterskaber – to med ungdomsholdet og en med førsteholdet samt en pokaltitel – på fem år, og det kan ikke gøres ret meget bedre, siger den nyslåede FCN-spiller.

Thychosen kan få debut for FCN, når de fredag har besøg af OB.

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce