LeoVegas.dk ready? betfair Casino Casino24 Advertisement

Ny Lyngby-chef: Overtager en trup i harmoni

| NordicBet Liga | 2 kommentarer
Ny Lyngby-chef: Overtager en trup i harmoni
Foto: Getty Images
Lyngbys nye cheftræner Christian Nielsen er meget tilfreds med sin trup, som er i god harmoni, og han vil ikke gå ud og hente en masse forstærkninger til januar.

Før denne sæson var der gang i en større udskiftning i Lyngby Boldklub, da klubben både skiftede træner og flittigt ud i spillertruppen.

Mark Strudal kom til som ny cheftræner og sagde farvel til en række spillere, mens han hentede mange nye spillere ind.

Lyngbys nye cheftræner, Christian Nielsen, var assistent i efteråret under Strudal, og han medgiver, at sommeren og også store dele af efteråret har været en anelse turbulent.

- Vi havde en hektisk transferperiode i sommer, hvor vi fik samlet et hold, der lige skulle finde sig selv og hinanden.

- Vi har derfor skullet vænne os til at spille i 1. division med en helt ny gruppe spillere, og det har taget noget tid, siger Nielsen til bold.dk.

Nielsen har forklaret til bold.dk, at det er en nøgle for Lyngby at få stabiliseret holdet og skabt et højere bundniveau.

Han mener ikke, at det kræver en stor aktivitet i januars transfervindue at finde stabiliteten.

- Vi skal bestemt ikke ud og hente en masse spillere. Vi har en trup, som passer til klubbens stil, og det, vi skal bruge nu, er kontinuitet.

- Når man skal bygge et nyt hold op, tager det tid, og det har vi også kunnet se på nogle af de hold, vi har mødt i efteråret.

- De har spillet sammen i flere år og er derfor længere fremme, end vi er, men det håber vi på at kunne indhente i løbet af foråret.

For mange spillere og trænere er den lange, danske vinteropstart ret sur at skulle igennem, men i dit tilfælde, som ny cheftræner i en klub, er den vel vigtig i forhold til at få spillet holdet sammen?

- Det er den i høj grad. Det kan godt være, at spillerne ikke vil sige det samme, for de vil hurtigst muligt gerne i kamp om point, men for os trænere er den periode meget kærkommen.

- Vi har brug for alle træningspassene, og vi har brug for alle træningskampe, så vi kan gøre dette hold endnu stærkere ved, at spillerne lærer hinanden endnu bedre at kende.

- Vi har i efteråret spillet nogle kampe, vi er meget tilfredse med, men der har også været kampe, hvor vi slet ikke har spillet godt nok i forhold til holdets kvalitet.

- Vi skal have løftet bundniveauet, så vi undgår de klare nederlag. Bruger vi noget mere tid sammen på banen, så vi har stået i situationerne sammen flere gange, så begynder tingene også at tippe den rigtige retning for os.

Føler du, at du har de spillere, der skal til for, at dine idéer kan komme til udtryk på banen?

- Det synes jeg i det store hele. Enhver træner vil altid gerne have spillere, som fra dag ét passer perfekt ind i måden, man gerne vil spille på, men vi er også i gang med et turnaround i klubben, hvor vi skal have en økonomisk ansvarlig forretning.

- Det er rigtig fornuftigt, når nogen siger hertil og ikke længere, og det er godt set af klubben, at det er sket, for sådan har det ikke altid været. Vi er ved at tilpasse truppen til en økonomisk virkelighed med en klub i balance, så vi kan begynde at kigge længere frem i tiden.

- Fra i sommer har vi været i gang med at skære i spillerbudgettet, og det skal vi i mål med. En træner vil altid gerne have nye spillere, som kan hjælpe og løfte holdet, men ikke på bekostning af at have en klub, som er i balance og drives forsvarligt.

Der er nogle sager i Lyngby, som har fyldt en del i mediebilledet siden i sommer. Har du en trup i harmoni, eller oplever du gnidninger internt?

- Når vi snakker med spillerne, er det en trup i harmoni. Det er en trup fuld af optimisme og tro på tingene. Vi ved alle sammen, at vi kan gøre det bedre, end vi har gjort det i efteråret, og at vi skal rykke os i foråret.

- Der vil altid være spillere, som er utilfredse med cheftræneren, fordi de havde håbet på mere tillid. Sådan var det under David, sådan var det under Mark, og sådan bliver det også under mig; det er en del af fodbolden.

- Men generelt har vi her og nu en trup i harmoni. De er glade og tror på projektet, og de vil vise for sig selv og for holdet, at de er bedre, end de har vist i efteråret.

Lyngby overvintrer på 8. pladsen i Superligaen.

mikkel@bold.dk



Se Premier League, Superliga og Europa League   Kom i gang nu på Eurosport Player 
Advertisement

Af Mikkel Nhr
Tirsdag 11. december
Mandag 10. december