Luk

Ny træner overraskede: FCR-anfører er positiv

| NordicBet Liga | 2 kommentarer
Ny træner overraskede: FCR-anfører er positiv
Foto: Ole Walldo

Infoboks

FC Roskilde - Randers FC
Sydbank Pokalen (25/09)
Oddset 7,25 5,25 1,33

Anfører Nicklas Halse var overrasket over sin cheftræner Christian Iversens farvel til klubben, men han er positiv over, at klubejer Carsten 'Salle' Salomonsson vil optimere.

I løbet af sommeren har FC Roskilde rustet kraftigt ned. Flere pengetunge profiler er væk, et hav af nye folk er kommet til, og der er skiftet over til deltidstilstande.

Derfor var forventningerne til holdet, som fik Christian Iversen som træner, helt i bund.

Sæsonstarten har dog budt på en uventet sejr, og det har været nok til, at klubejer Carsten 'Salle' Salomonsson har villet ruste op på trænerfronten.

Der skal nørdes mere, og der skal bruges mere tid på trænergerningen, og det kunne Christian Iversen ikke tilbyde – så han trak sig. I stedet blev Martin Jungsgaard sat ind på posten.

Det skete mandag, og det kom bag på anfører Nicklas Halse.

- Det var lidt overraskende. Iversen var der ikke særlig længe, og jeg synes egentlig, han har gjort et rigtig godt stykke arbejde under rigtig svære betingelser.

- Han har sammensat en helt ny trup og har fået humør ind i træningen, men man kan selvfølgelig ikke komme udenom, at pointhøsten var den bedste, siger Nicklas Halse.

Opbakning fra anføreren
Resultaterne var dog ikke ikke det afgørende. Nærmest tværtimod. Resultaterne er vurderet som fine, og spillet er gået i den rigtige retning – selvom klubben ligger sidst i 1. division.

Så hvorfor ikke bare fortsætte med det, der var?

- Det er svært at sige. Det må Salle vurdere. Der er da ingen tvivl om, at det kan skabe lidt røre. Der kan ske meget i forbindelse med en trænerfyring. Det kan gå både den ene og anden vej.

- Nu får vi en ny start igen, og det kan måske også være godt. Det er op til klubben at bestemme, hvad der skal ske, og så må vi bare bakke op om det, klubben bestemmer, siger Nicklas Halse.

Hvad tænker du om, at Salle rustede så voldsomt ned i sommer, men så allerede nu er klar til at ruste op igen?

- Udefra set hænger det måske ikke helt sammen, men jeg synes, det er et fint signal at sende til os spillere, at han, selvom han har skåret ned, vil optimere på de punkter, man kan.

- Jeg synes, det er et fint signal, at man vil have en, der har tid og vil gå ned i detaljerne og nørde fuldt ud – det er rigtig fint, at man ikke bare er tilfreds, men hele tiden vil optimere, siger Halse.

Tror du, der kommer mere pres på dine skuldre som anfører, nu hvor forventningerne fra Salle er steget?

- Nej, det tror jeg ikke. Nu må vi se, hvordan træneren vil bruge de forskellige, og hvordan han har tænkt sig at sparre med mig, og det bliver spændende at se, hvilken rolle han har tiltænkt mig, siger Nicklas Halse.

FC Roskilde trænede med den nye træner for første gang onsdag og spiller kamp søndag mod Nykøbing FC.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting

2 kommentarer

DKHansen 10:11          
"Der kan ske meget i forbindelse med en trænerfyring" men Iversen er jo ikke blevet fyret! Han har selv sagt op. Eller er der noget vi ikke ved?
bruger 180217 11:19          
Man har jo ligesom prøvet med Junge tidligere ...
Søndag 15. september