Luk

Nykøbing fik remis - overvintrer i top seks

| NordicBet Liga | 3 kommentarer

Infoboks

Nykøbing FC - Vendsyssel FF 1-1
NordicBet Liga
50' 1-0 Mathias Gehrt
59' 1-1 Lasse Steffensen

Nykøbing FC hentede 1-1 hjemme mod Vendsyssel i årets sidste 1. divisionskamp og overvintrer i top seks efter et flot efterår.

Nykøbing FC bød lørdag Vendsyssel op til dans i efterårets sidste runde i 1. division, og oprykkerne kunne sikre en plads i top seks vinteren over.

Det krævede en sejr, hvis man ikke skulle være afhængig af HB Køges resultat mod Lyngby, og Nykøbing startede da også godt.

Sebastian Koch blev sendt af sted i dybden i en omstilling efter få minutter, hvor han fandt Nicolai Jessen på tværs, men Vendsyssel fik clearet til hjørnespark.

Jessen var igen på spil efter et kvarter, hvor han ramte stolpen, mens Koch var tæt på med en friløber kort efter, men Vendsyssel hang i trods Nykøbing-pres.

Mathias Kristensen sendte efter knap en halv time bolden i feltet, men Jessen ramte den skidt, og i stedet faldt den til Mathias Gehrt, der fik sit forsøg snuppet.

Vendsyssel havde svært ved at spille sig frem til så meget offensivt i første halvleg, men efter en halv time måtte Jannich Storch dog pille et godt forsøg fra Diego Montiel.

Første halvleg endte 0-0, efter Nykøbing havde været mest toneangivende i de første 45 minutter.

Vendsyssel sendte Mikkel Wohlgemuth og Lasse Steffensen ind til anden halvleg, men det var Nykøbing, der kom i front efter få minutter.

Nicolai Jessen tog en forrygende tur i venstre side, satte sin direkte oppasser af og sparkede på mål. Returbolden faldt til Gehrt, der helt fri prikkede bolden ind til 1-0.

Herefter slap Nykøbing dog lidt af presset – i hvert fald havde Vendsyssel straks momentum efter scoringen til hjemmeholdet.

Med en time spillet fik gæsterne udbytte af overtaget, da indskiftede Lasse Steffensen flugtede bolden i mål til 1-1 tæt under mål efter et fint indlæg af Zander Hyltoft.

Herefter stod der Vendsyssel på opgøret, og Storch måtte diske op med flere store redninger på Lasse Steffensen, der var lynhurtig og blev sendt af sted i dybden i to situationer – første gang fik han reddet en afslutning, og anden gang var han over bolden, inden Vendsyssel-spilleren kunne sparke til den.

Med et kvarter igen ville Nykøbing have straffespark, da Mads Greves hånd flagrede højt oppe ved et indlæg, og det lignede sådan set, den var god nok – men dommer Frida Klarlund dømte frispark den anden vej.

Herefter bølgede kampen frem og tilbage. Nykøbing havde flest muligheder, mens Vendsyssel noterede sig blandt andet en saksesparks-afslutning fra Tiemoko Konaté.

Lørdagens opgør endte dog 1-1, og Nykøbing FC kan glæde sig over at overvintre på sjettepladsen i 1. division. Vendsyssel er nummer ni.


Af Sara Margren
Mandag 24. januar
Søndag 23. januar