




Andreas Cornelius og Trabzonspor var lørdag aften på jagt efter titlen som tyrkisk mester, da de på eget græs tog imod syvendepladsen fra MP Antalyaspor.
Inden opgøret manglede de blot ét point for, at Fenerbahce på andenpladsen ikke længere kunne nå dem, så en uafgjort ville sikre titlen.
Og efter bare tre minutter fik hjemmeholdet også en drømmestart på den jagt, da klubbens topscorer, danske Andreas Cornelius, gjorde det til 1-0.
Abdulkadir Omur fandt danskeren på fornem vis i en fri position, hvorfra Cornelius ikke svigtede, men sendte hjemmeholdet på titelkurs.
Gæsterne fra Antalyaspor lagde sig dog ikke bare ned uden kamp, og de fik et mål annulleret i første halvleg, inden de kort efter pausen udlignede hjemmeholdets føring ved Allasane Ndao.
Ikke ligefrem en del af planen for hjemmeholdet, der kort efter også endte med at begå straffespark, som Ugurcan Cakir i målet dog tog sig af til stor jubel, som vækkede hjemmeholdet op til dåd.
Ti minutter senere genetablerede de nemlig sejrs- og mesterskabskursen, da Dorukhan Tokoz fra et perfekt indlæg kunne kanonere bolden i mål til 2-1.
Med titlen inden for rækkevidde begyndte nerverne måske at melde sig for hjemmeholdet, der med ti minutter igen indkasserede et mål til 2-2.
Målet kom fra SønderjyskE's udlejede amerikaner, Haji Wright, som med sin 12. ligascoring bragte fornyet spænding i opgøret. Angriberen fik en giftig stikning, hvorefter han var alene med Cakir, som han passerede med en sikker afslutning.
Hverken værterne eller gæsterne formåede at score yderligere inden slutfløjt, og det betyder, at Cornelius og co. dermed kan fejre titlen som tyrkiske mestre, da de er bedre indbyrdes mod Fenerbahce, som derfor ikke længere kan passere Cornelius og co.


MP Antalyaspor
Trabzonspor
SüperLig

































