Luk

Nyt nederlag til Fremad A.: Vi forsvarer dårligt

| 1. Division | 0 kommentarer

Infoboks

Fremad Amager - Hvidovre IF 0-1
1. Division Kvalifikationsspil
7' 0-1 Tobias Thomsen

Fremad Amager tabte for tredje kamp i træk, da de løb ind i et 0-1-nederlag til Hvidovre, og de har derfor svært ved at levere en god præstation ifølge Joakim Mattsson.

Det blev heller ikke til en sejr til Fremad Amager onsdag aften, da de på hjemmebane tabte med 0-1 til Hvidovre i 1. division.

Her kom de allerede bagud efter syv minutter, da Tobias Thomsen bragte gæsterne i front, og så var det op ad bakke for Joakim Mattssons tropper, der ikke kunne få spillet til at fungere.

Det fortæller Joakim Mattsson til bold.dk.

- Der er mange ting, som går galt. Vi skal ikke lukke dem ind i kampen. Det er et dumt mål, som vi giver dem, og så forsvarer vi generelt rigtig dårligt gennem opgøret.

- Vi skal derfor jagte i resten af kampen, men vi får ikke sat noget ordentligt sammen, selvom der var muligheder for det. Vi mangler energi i anden halvleg for at gennemføre det, som vi skal. 

- Vi får dog lidt til sidst, hvor vi med lidt held kunne have scoret. Men det var fortjent, at Hvidovre vandt på en dag, hvor vi ikke var ret gode, siger Joakim Mattsson.

Skive-kampen er den vigtigste

Fremad Amager kan ikke nå noget i resten af sæsonen, da de ikke er i nærheden af nedrykningsdramaet. Men alligevel er det vigtigt, at de får vendt skuden i en dårlig periode.

Tre kampe uden sejr er nemlig på ingen måde godkendt, og derfor bliver opgøret mod Skive i næste runde klubbens vigtigste i lang tid.

- Vi har ikke et overordnet mål, men vi vil rigtig gerne vinde mod Skive. Vi har tabt tre kampe i streg, så det bliver den vigtigste kamp for klubben lige nu. Der kommer en kamp efter det, men den skal vi slet ikke tænke på.

- Vi skal hive holdet op og rejse os nu, så vi kan 'bounce back' og lave en god præstation i Skive. 

- Og det er netop det, som vi har brug for i denne tid. Vi mangler nemlig en god præstation, da vi ikke har haft en i tre kampe nu, udtaler Joakim Mattsson.

Efter 29. runder er Fremad Amager stadig placeret som nummer syv i rækken, hvor de dog kun er et enkelt point foran Hvidovre.


Af Raymund Nelausen
Søndag 20. juni