Luk

OB-anfører: AaB var næsten ikke over midten

| 3F Superliga | 11 kommentarer

AaB var næsten ikke over midten, siger OB-anfører Janus Drachmann, der er fint tilfreds med at have holdt nordjyderne fra de helt store chancer i mandagens opgør.

OB-anfører Janus Drachmann havde et drøn af et skud på overliggeren i mandagens 3F Superliga-kamp mod AaB.

Ingen af holdene formåede dog at komme på tavlen i opgøret, men Drachmann er fint tilfreds med især første halvleg fra fynboerne.

- Vi starter godt og er gode i første halvleg. Vi kreerer nogle okay chancer, og jeg rammer selv overliggeren, og den kunne lige så godt være gået ind, siger Drachmann til klubbens hjemmeside.

Drachmann glæder sig over, at fynboerne formåede at holde AaB nede på få chancer.

- Anden halvleg er mere jævnbyrdig med AaB lidt i teten efter den første times tid, men det bliver halve chancer. Skulle der have været en vinder, kunne det være os, men det er måske fortjent nok, at det bliver et 0-0 resultat og et point til hver.

- Vores spil langs jorden er godt, og vi er gode til at finde mellemrum. Vi laver ikke de største chancer, men vi pressede AaB godt og drog fordel af en god vind i første halvleg.

- De var næsten ikke over midten, men de har et enkelt skud på stolpen, men det er ikke en stor chance, siger Drachmann.

Køb billet til OB's kampe her!


Af Sara Margren
Mandag 20. januar