Luk

OB-assistent med forrygende kasse mod FCK

| Danmark | 14 kommentarer

OB måtte skifte sin assistenttræner Henrik Hansen ind i slutningen af en testkamp mod FCK, og han scorede sent til 2-2 på fremragende vis. Jonas Wind fik comeback for FCK.

Et tilskuertomt Telia Parken dannede rammen om testkampen mellem FC København og OB, der begge for første gang siden marts altså skulle i kamp mod et andet hold.

Der var lagt op til et comeback efter ni måneders skadesfravær til talentfulde Jonas Wind, der dog startede kampen på bænken sammen med blandt andre Viktor Fischer.

De kunne tidligt juble, da Mohamed Daramy efter tre minutter fik drejet en scoring i kassen forbi målmand Oliver Christensen.

Dermed tidligt 1-0 til FCK, der lagde fra land i overbevisende stil, inden OB godt 20 minutter inde i kampen begyndte at komme i omdrejninger.

Troels Kløbe var tæt på efter 27 minutter, og Issam Jebali var kort efter også på pletten, men begge forsøg blev afvist.

Daramy fik frem mod pausen en mulighed for at øge sin målscore, men det skulle først lykkes FCK at score igen, da Pep Biel på forrygende vis udfordrede fra sin højrekant, trak ind i banen og efter en blokering kunne sende bolden i det fjerne sidenet.

OB skiftede undervejs både Alexander Juel-Andersen og Janus Drachmann ud i første halvleg.

Anden halvleg bød på et helt nyt FCK-hold, mens OB skiftede på en række pladser.

OB'erne kom langt bedst ud, og det betød, at Kalle Johnsson fik lidt at se til, og efter 49 måtte han i målet for at hente OB's 1-2-reducering ud.

En svag clearing gjorde det muligt for indskiftede Moses Opondo at hamre bolden fladt i kassen.

OB-overtaget fortsatte, men der skulle en højst overraskende indskiftning til, før OB fik udlignet.

Henrik Hansen måtte nemlig erstatte Moses Opondo efter 83 minutter, og det skulle blive afgørende for kampen.

Med fire minutter igen tacklede 40-årige Henrik Hansen nemlig Ragnar Sigurdsson og fra stående lobbede Hansen på smukkeste vis bolden over Johnsson, der blot kunne se til, at bolden havnede i kassen til 2-2.

Dermed slutresultatet, inden OB i næste uge tester mod AaB, mens FCK skal møde SønderjyskE tirsdag.

Du kan støtte OB ved at købe den nye Fan Zip Jacket fra Hummel


Af Jonas Dalgård
Torsdag 28. maj