OB drager fredag til kunstgræsset i Farum, hvor FC Nordsjælland venter i Superligaens 21. spillerunde.
Fynboerne har sejret i sine fire seneste besøg i netop Farum, og midtbanespiller Jens Jakob Thomasen håber på at fortsætte denne stime i fredagens opgør.
- FC Nordsjælland kan godt lide at presse deres modstander højt og så forsøge at køre omstillingen, hvis de formår at erobre bolden. Vi skal derfor være skarpe i at spille os ud af deres første pres.
- Når vi erobrer bolden fra dem, skal vi selv komme hurtigt afsted og straffe dem på omstillinger. Jeg tror i hvert fald, at nøglen til de tre point er en sikker boldomgang.
- Jeg tror på, at vi har gode chancer i morgen. FCN har en rigtig stærk hjemmebane, men det skal vi ikke lade os skræmme af. Vi tager derover for at vinde kampen, det er helt sikkert, siger Jens Jakob Thomasen til klubbens hjemmeside.
OB indledte foråret med en 6-1-sejr over FC Helsingør, mens FC Nordsjælland tabte 2-1 i Haderslev til SønderjyskE.


OB
3F Superliga































