Luk

Odgaard er godt tilpas efter hård Serie A-tid

| Æresdivisionen | 0 kommentarer

Infoboks

Verona - Sassuolo
Serie A (25/10)
bet365 2,45 3,25 2,80
NordicBet 2,55 3,25 2,80
Oddset 2,55 3,20 2,80

U21-landsholdsangriberen Jens Odgaard er faldet godt til i Heerenveen, som byder på masser af spilletid efter Odgaards to magre ophold i Inter og Sassuolo i Serie A.

Med næsten fuld tid i Heerenveens første ni kampe, har 20-årige Jens Odgaaard erobret pladsen som førsteangriber i Æresdivision-klubben, som han skiftede til i sommer på en etårig lejeaftale.

Det er den danske U21-landsholdsangriber svært tilfreds med, efter han i to sæsoner ikke har spillet meget førsteholdsfodbold i Serie A-klubberne Inter og Sassuolo, fortæller han til bold.dk.

- Jeg er super glad. Jeg er glad for at være i Heerenveen og for at spille kampene, så for mig er det en rigtig god periode, fortæller angriberen og uddyber om sin seneste form, hvor han har scoret tre mål og lagt op til et enkelt i de seneste fem ligakampe.

- Jeg havde en rigtig god preseason med en masse mål. Så scorede jeg ikke i de første par kampe, og folk begyndte måske at sætte lidt spørgsmålstegn, men nu kører det fint med mål og oplæg, så jeg føler mig rigtig godt tilpas.

Odgaards skifte til Heerenveen er den fjerde adresse på fire sæsoner for den unge dansker, som indtil nu er godt på vej mod at leve op til sit mål for lejeopholdet i Holland.

- Jeg har været super positiv omkring det, og det har været et godt skifte for mig. Jeg vil spille alle de minutter, jeg kan, og jeg vil prøve at vise mig fra min bedste side og hjælpe holdet 100 procent.

Heerenveen er efter ni runder placeret som nummer otte i den hollandske liga.

Hård periode i Italien

Odgaards udlandsophold startede som 18-årig i 2017, da storklubben Inter købte den unge angriber fri i Lyngby. 

Inter fandt plads til Odgaard på klubbens ungdomshold, og den unge angriber havde fin succes med 15 scoringer, som fik Serie A-konkurrenterne Sassuolo til at hente Odgaard til sin førsteholdstrup.

Første sæson bød dog blot på en enkelt førsteholdsoptræden – Odgaards debut i Serie A – og nu er angriberen altså udlejet til Heerenveen. Det har været en hård men lærerig oplevelse for U21-spidsen.

- Det har været hårdt i perioder, og særligt i perioderne, hvor jeg har siddet på bænken. Jeg føler alligevel, at jeg har taget meget med og lært meget, og niveauet har været højt, så jeg har også taget meget med på banen, forklarer Odgaard.

Hvorfor blev det ikke til mere i Italien?

- Det ved jeg sørme ikke. Det er svært at tale om sig selv på den måde. Jeg havde ønsket, det blev til mere, men sådan var situationen ikke.

- Jeg fik ikke meget at vide (fra træneren, red.), så det handlede om at vise sig selv fra sin bedste side. Det har jeg prøvet at fortsætte med, og det kaster lidt af sig nu i Heerenveen.

Odgaard har en aftale med Sassuolo, der løber til 2022.


Af Jonas Dalgård

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Onsdag 23. oktober
Tirsdag 22. oktober