Luk

Østrig triumferede trods israelsk drømmehug

| EM | 0 kommentarer
Østrig triumferede trods israelsk drømmehug
Foto: Getty Images

Eran Zahavi scorede et vidunderligt mål for Israel torsdag aften, men det endte alligevel med en 3-1-sejr til Østrig. Andetsteds slog Nordmakedonien Slovenien.

Der er utrolig hård kamp om andenpladsen i EM-kvalifikationens gruppe G, og torsdag aften tørnede Østrig sammen med Israel i Wien.

Israel var inden kampen på femtepladsen, men med bare tre point op til Slovenien på andenpladsen, der giver adgang til EM, havde israelerne meget at vinde.

Og det startede fremragende for gæsterne, da Eran Zahavi i det 34 minut tordnede bolden helt op i krogen og sendte Israel på 1-0.

Føringen fik dog ikke lov at holde andet end otte minutter, for kort før pausen sparkede Valentino Lazaro 1-1-udligningen fladt i mål, og så var der balance i regnskabet.

Østrig tog føringen ti minutter inde i anden halvleg, da Martin Hinteregger fik pillet bolden ned i feltet og sparkede den over stregen til 2-1.

Israel satsede mod slutningen af kampen, og Eran Zahavi var nærgående med knap ti minutter igen, men østrigerne slap med skrækken.

Derfor kunne hjemmeholdet med to minutter igen lukke til 3-1 på mål af Leipzig-spilleren Marcel Sabitzer.

Østrig hopper med de tre point op på andenpladsen i gruppen med 13 point efter syv kampe.

Israel er fortsat femmer med otte point, og EM-deltagelse virker nu langt væk for Zahavi og co.

I gruppens andet opgør vandt Nordmakedonien 2-1 over Slovenien, og de to er dermed på en delt tredjeplads med 11 point hver.


Af Martin Schmidt

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Onsdag 16. oktober