Luk

Offensive Svensson: Lært fra Klopp og Tuchel

| Erste Liga | 3 kommentarer

Infoboks

Dornbirn - FC Liefering
1. Liga (27/11)
Oddset 5,10 4,20 1,55
bet365 4,75 4,20 1,50

Bo Svensson havde som spiller Jürgen Klopp og Thomas Tuchel som træner, og det kan ses på den måde, hans hold spiller fodbold, fortæller han til bold.dk.

41-årige Bo Svensson har siden sommeren 2019 været cheftræner i østrigske FC Liefering, der gør sig i den næstbedste række, hvor man fungerer som andethold for RB Salzburg i Red Bull-koncernen.

Ligesom de øvrige hold i koncernen kendetegnes Svenssons tropper ved at have et offensivt udtryk med et aggressivt og højt pres som det vigtigste karakteristikum.

Men den spillestil skyldes ikke, at Svensson er havnet i Red Bull-koncernen, fortæller han til bold.dk.

Svensson var som Mainz-spiller nemlig under vingerne på den nuværende Liverpool-træner Jürgen Klopp og nuværende PSG-træner Thomas Tuchel, og særligt sidstnævnte nåede at gøre indtryk på Svensson gennem længere tids samarbejde.

- Jeg har stilen med fra mine år i Mainz, hvor jeg havde Thomas Tuchel og Jürgen Klopp som træner. Det var samme stil, som var i højsædet, og også selv om vi mødte bedre hold end os selv.

- Så det handler meget om en modig tilgang til tingene, hvor man ikke skal stille sig for langt ned og bare acceptere tingenes tilstand, men selv sætte sit præg på kampen, siger han og tilføjer:

- Jeg tager nok mest med fra Tuchel, og det primære, jeg har taget med, er nok tilgangen til tingene, og hvilken kultur, som skal være på et hold.

- Træningsmentaliteten skal sidde hos spillerne, der skal være ærgerrighed efter at blive bedre og der skal være fleksibilitet i måderne at kunne spille på. Derudover er det vigtigt at gå innovativt til værks i forhold til at udvikle sit spil.

- Lige meget hvor gode spillere, man har individuelt, så er der nogle ting, som bare skal fungere, og det handler om at pleje spillerne og staben i dagligdagen.

Svensson havde en sæson under Klopp og fem sæsoner under Thomas Tuchel.

Presspillet har førsteprioritet

Bo Svensson uddyber, at han gerne vil have et offensivt og aggressivt hold, hvis presspil særligt sidder i skabet.

- Jeg vil gerne have et offensivt og aggressivt udtryk, hvor mit hold skal styre slagets gang på banen. Førsteprioriteten er i spillet mod bolden, men jeg vil også gerne have, at mit hold skal kunne beherske de andre dele af kampen og være dominerende på den front også, siger han og tilføjer:

- Vi skal sjældent overlade meget tid eller initiativ til modstanderen.

Når Liefering er i boldbesiddelse skal det helst gå hurtigt fremad.

- Man kan jo godt adskille faserne i fodbold lidt fra hinanden, men de afhænger jo også af hinanden. Så nej, jeg er ikke til at varme bolden, og når vi har et presspil, vil vi gerne have bolderobringer. Når vi får dem, vil jeg ikke have, at vi spiller baglæns, siger han og tilføjer:

- Men vores spil på bolden afhænger af, hvad modstanderen gør. Vi arbejder meget med, hvad vi tager af beslutninger, og hvornår vi gør det mod passive hold eller hold, som gerne vil spille med, så det er absolut også vigtigt for mig.

Stort pres i Liefering: Modgang var min vigtigste periode

Bo Svensson førte sidste sæson Liefering til en tredjeplads efter et svært første halvår, hvor den danske cheftræner blev sat under lup fra Red Bull-koncernen.

Den oplevelse har været den hidtil vigtigste i den østrigske klub, hvor han i realiteten har at gøre med et ungdomshold, hvis to ældste spillere er 20 år, mens modstanderne altså har været seniorhold.

- For mig har det været en anden udfordring, fordi vi har stået overfor voksenhold, og de har en anden måde at spille fodbold på. Det kræver andre løsninger og en anden måde at arbejde med holdet på, siger han og tilføjer:

- Selv om det måske for folk i Danmark ikke virker af det store, så er der et stort pres at spille under i Liefering, for klubben har en stor plads i koncernen. Fungerer det ikke her, så bliver der kigget herhen, og der er noget mere pres på, end jeg tidligere har været under.

Hvordan mærker du det pres?

- Da jeg kom til Liefering, havde holdet ikke været særlig succesfuldt i sæsonen før det, og det første halve år havde vi heller ikke specielt gode resultater. Så blev der stillet spørgsmålstegn ved mig, og der kom folk ind, som skulle overvåge, om vi arbejdede ordentligt med tingene og om talentudviklingen var i orden.

- Så bliver man stillet nogle spørgsmål, og man skal pludselig stå til regnskab for, hvorfor man gør tingene, som man gør. Der kunne jeg godt mærke, at det var noget andet end at skulle træne et U19-hold i Mainz.

- Det var det, jeg også gerne ville have med ved at skifte herned, og jeg blev så hurtigt udsat for det. Så både det med, at der var mere pres på, men også med at skulle finde vejen ud af den resultatmæssige dårlige stime.

- Det vendte lige så langsomt, og vi har kun tabt én kamp i 2020. Det er godt, det går godt i øjeblikket, men for mig var det vigtigste nok den fase, hvor det ikke gik godt for godt og vel et år siden.

Han fortæller om vejen ud af krisen, der altså endte med en tredjeplads.

- Jeg gjorde nogle ting klart for spillerne, og det handlede om ikke at ville for meget. Vi havde en rækkefølge for, hvad vi ville gøre, og så var der nogle ting, som blev korrigeret i truppen.

- Jeg havde måske også undervurderet, hvor vigtig staben er omkring holdet, og det blev korrigeret. Jeg tog lidt blåøjet til klubben, og jeg overtog egentlig bare tingene, som de var. Men det fandt jeg ud af, ikke var helt optimalt.

- Men analysen, og det, jeg gjorde, viste sig så at bære frugt, siger han og tilføjer om sit ansvar i FC Liefering:

- Det er nok begrænset, hvor meget råderum jeg har. Jeg kan ikke gå ud at hente spillere, men kan godt sige, at vi måske ikke skal have en spiller i truppen længere eller at det ene medlem af staben ikke bidrager til fællesskabet. Men decideret at fyre eller sende mennesker væk, kan jeg ikke.

Liefering er i øjeblikket nummer et i Eerste Liga.


Af Jonas Dalgård
Tirsdag 24. november