Danmark -Officielt: 2. div. afgøres i seks slutspilsrunder
2020-05-18 17:12:54
Foto: Getty Images

Officielt: 2. div. afgøres i seks slutspilsrunder

Stillingen i 2. divisions grundspil fryses, og klubberne går direkte til op- og nedrykningsspillet, hvor de skal spille seks kampe.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

2. division bliver ikke aflyst - i stedet fryser man den nuværende stilling i grundspillet og går direkte til op- og nedrykningsspillet.

Det sker senest onsdag den 17. juni og eventuelt allerede i weekenden i uge 24, 13. og 14. juni, og sæsonen afsluttes den 5. juli efter seks spillerunder.

Det meddeler Divisionsforeningen i en pressemeddelelse, som tager forbehold for, at myndighederne skal åbne samfundet tilstrækkeligt i begyndelsen af juni, hvis det skal lykkes.

- Hvis 2. division ikke bliver en del af genåbnings fase 3 (senest fra 8. juni), slutter sæsonen uden yderligere kampe, slår Divisionsforeningen fast.

I op- og nedrykningsspillene, som udgøres af to puljer af 12 hold, skal klubberne krydse klinger med klubberne fra den modsatte gruppe – altså de klubber, de endnu ikke har mødt. De skal dog ikke mødes to gange, men kun én gang. Alle klubber spiller tre kampe på hjemme- og udebane.

Det betyder altså, at styrkeforholdet mellem de to grupper dermed bliver afprøvet. Det er noget af det, flere klubber har efterspurgt i forbindelse med en afgørelse.

I fredags var otte klubber ude med en opfordring om at aflyse 2. division, det bliver der altså ikke noget af.

Alle hold tager alle sine point med over i op- og nedrykningsspillet, hvor der skal findes én oprykker og fem nedrykkere.

Divisionsforeningen oplyser, at man i sin administration ikke selv har mandat til at suspendere nedrykning eller vedtage en løsning, der giver et andet antal hold i næste sæson, end de allerede vedtagede 24 hold i 2020/2021.

I de to 2. divisionspuljer, der nu slås sammen, har FC Helsingør flest point i skrivende stund. Klubben har seks point ned til Aarhus Fremad efter sammenlægningen. Derefter følger Middelfart Boldklub og Vanløse IF.

I bunden er ligger Vejgaard, som er overgået af Ringkøbing IF, Slagelse B&I, FC Sydvest og Holbæk B&I.

Annonce

14 kommentarer

Se kommentarer
Annonce