FC Midtjylland har intention om at sælge topscorer Paul Onuachu denne sommer, og nu har klubben så afløseren for den store nigerianer på plads.
Det er den 24-årige Sory Kaba, der lige nu spiller African Cup of Nations for Guinea.
Den 191 centimeter høje Kaba er købt i Ligue 1-klubben Dijon – ifølge Herning Folkeblad for omkring 22,5 millioner kroner, hvilket er ny transferrekord i FC Midtjylland.
Kaba nåede beskedne ti kampe og nul scoringer for Dijon i sit halve år i klubben. Inden da scorede han i alt 20 gange i 55 ligakampe for spanske Elche i den anden- og tredjebedste række.
Søndag spiller Kaba ottendedelsfinale med Guinea mod Algeriet ved African Cup of Nations i Egypten.
FCM og Kaba har lavet en femårig aftale.


FC Midtjylland
Dijon
3F Superliga
Ligue 1

























