AaB bekræfter mandag, at klubben har forlænget sin aftale med 19-årige Tim Prica, der samtidig udlejes til østrigske WSG Tirol frem til sommeren 2023.
Mandag er der transfernyt fra AaB, der kan meddele, at klubben sender den 19-årige angriber Tim Prica på udlån i østrigske WSG Tirol og i samme ombæring forlænger angriberen sin kontrakt med klubben.
Prica udlejes således i halvandet år frem til sommeren 2023, mens hans nye AaB-aftale løber til sommeren 2025.
Det oplyser AaB i en pressemeddelelse, hvor AaB-sportschef Inge Andre Olsen sætter ord på Pricas situation.
- Tim Prica er en spiller, vi stadig har stor tro på, og derfor har det også været vigtigt for os at forlænge aftalen.
- Den første tid i AaB har været både op og ned for Tim, men man skal altså huske på, at han stadig kun er 19 år og med et fortsat stort udviklingspotentiale, siger Inge André Olsen og tilføjer:
- Nu er vi i fællesskab blevet enige om at tilføre hans udvikling nye impulser med et længere lejeophold i Østrig, og så ser vi frem til at se ham i AaB-trøjen igen.
Tim Prica har været AaB'er siden sommeren 2020 og har spillet 46 kampe og leveret seks mål.
AaB har for nylig forstærket sit angreb med Kasper Høgh, der kom til klubben fra Hobro IK i 1. division.
8 kommentarer