Det har ikke været den største hemmelighed over de sidste dage, at Silkeborg har været på jagt efter den 28-årige Elfsborg-midtbanespiller Robert Gojani, da han mandag selv bekræftede, at han skiftede til Silkeborg.
Nu er handlen så også blåstemplet af Silkeborg, der bliver den første superligaklub til at handle på transfervinduets Deadline Day.
Således præsenterer Silkeborg Gojani på en aftale, der løber til 2024, efter klubben har købt ham fri i den svenske klub.
Silkeborg-bossen Jesper Stüker fortæller, at Gojani længe har været på radaren.
- Robert Gojani passer godt ind i den fodboldmæssige filosofi, vi står for. Han er rigtig dygtig på bolden, og er en taktisk stærk og erfaren spiller.
- Vi var allerede i kontakt for knap et års tid siden, men nu blev det muligt at få enderne til at mødes, siger han i en pressemeddelelse og tilføjer om Gojanis rolle:
- Vi ser Robert Gojani som en spiller med et højt niveau, der i princippet kan spille alle 5 pladser på midtbanen, og det giver naturligvis en øget konkurrence på midtbanepladserne, hvor andre har præsteret godt. Vi så ham i starten som en kontrollerende spiller, men han har på det seneste med succes vist sig frem hos Elfsborg i en mere offensiv rolle.
Gojani har været i Elfsborg siden starten af 2018. I alt har han spillet 136 Allsvenskan-kampe, mens det er blevet til 96 kampe i den næstbedste svenske række.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Silkeborg IF
Elfsborg
3F Superliga
Allsvenskan

































