Almere City topper den næstbedste hollandske række, og det gør de med Ole Tobiasen i spidsen.
Den danske træner har taget tilløb til det i ti år, men er nu blevet permanent cheftræner i klubben siden sommer.
Ambitionerne stopper dog ikke her. Den tidligere FCK- og AaB-back kunne nemlig godt se sig selv tage skridtet til højeste niveau, og her kunne den danske Superliga være en god mulighed.
- Hvis man kan blive træner på det højeste niveau i Danmark, Holland eller hvor det nu kan blive, så vil man helt klart kigge på de tilbud, om de er det rigtige tilbud. Men som jeg også sagde tidligere, så er det vigtigste som træner, at man er klar til det. Når jeg snakker med kollegaer, så er det ikke dem alle sammen, der har haft den udvikling, som jeg har haft som træner, siger Ole Tobiasen til bold.dk.
Den 45-årige danskere startede nemlig allerede i 2010 som ungdomstræner hos Roda, og siden da er det blandt andet blevet til ungdomstrænerarbejde hos Breda og Excelsior samt assistentrænerarbejde hos Sparta Rotterdam.
- Jeg har været U17- og U19-træner, jeg har haft et amatørhold på fjerdebedste niveau, et reservehold, jeg har været assistenttræner på højeste og næsthøjeste niveau og nu cheftræner. Så jeg har fået ekstremt meget trænererfaring de sidste ti år, hvor andre store spillere med store navne bliver cheftrænere med det samme. Det kunne jeg slet ikke.
- Havde du spurgt mig for ti år siden, om jeg kunne være cheftræner, så havde jeg svaret: ”Overhovedet ikke”. Men jeg er ligesom vokset ind i det, så jeg nu føler mig klar til det.
- Jeg har lært at uddelegere til staben, så jeg kan have mere en managerrolle, hvor man stoler på sine assistenter og finder de bedste roller til dem. Det, tror jeg, er en vigtig rolle på højeste plan. Den side er også blevet ekstremt vigtig i moderne fodbold.
Selvom Ole Tobiasen i øjeblikket træner i den næstbedste række i Holland, så føler han ikke, at det er et uoverskueligt skridt at skulle træne i den bedste række.
Niveauforskellen er nemlig ikke så stor, mener manden med seks landskampe på cv'et som aktiv spiller.
- Skridtet fra næsthøjeste til højeste række er ikke så stort – i hvert fald i Holland – medmindre du selvfølgelig tager direkte til Ajax, PSV eller Feyenoord, hvor man skal have lidt mere erfaring eller de rigtige assistenttrænere.
- Det har jeg også lært det seneste års tid, at det er ekstremt vigtigt at have en god stab omkring dig. Hvis du har en god stab omkring dig, så føler jeg også, jeg er så god som træner, at jeg kan gøre mig både på højeste og næsthøjeste niveau.
Cheftrænerrolle vigtigere end klubbens størrelse
Derfor er det også vigtigt for Ole Tobiasen at forblive cheftræner. Der har været tilbud fra større adresser end Almere, men det bliver ikke aktuelt at skifte, før der følger en cheftræner rolle med.
- Det er det vigtigste for mig at stå på egne ben og være cheftræner lige nu, for jeg har følt mig klar til det de seneste par sæsoner i hvert fald. Jeg har virkelig følt mig klar til det de seneste par år.
- Så har jeg fået nogle tilbud om at være assistenttræner på højeste niveau, hvor nogle nok vil tænke: ”Hvorfor tog du ikke det, Ole? For det var da nogle store klubber”. Der vil jeg bare hellere stå på egne ben. Så det har været mit valg for nu.
Undervejs i sin trænerkarriere har han snakket med andre danske trænere i udlandet. Her har han blandt andet snakket en del med Mike Tullberg i Dortmund og besøgt Bo Svensson i FC Liefering.
Det har været med til at inspirere ham og overbevise ham om, at han er klar til det højeste niveau.
- I forhold til min trænerudvikling så er jeg klar til at tage det næste skridt. Nu har jeg et cheftrænerjob på næsthøjeste plan, men jeg føler mig klar til at rykke mig til højeste plan. Det kan være her i Almere, Skandinavien eller et tredje sted.
Til sommer udløber kontrakten med Almere, og selvom det går godt i det hollandske, så er det ikke ens betydende med, at Tobiasen vælger at forlænge samarbejdet.
- Alle døre står åben. Det er ikke den nemmeste verden for os trænere. Der er mange om buddet, der har samme ambitioner som jeg selv. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg har ambitioner om at komme op på højeste niveau, afslutter Ole Tobiasen til bold.dk.
Almere møder fredag aften Jong AZ, hvor de skal forsøge at forsvare deres førsteplads i rækken.


Almere City FC
Eerste Divisie

































