Luk

Oliver A. trives: Fordomme er gjort til skamme

| Premier League | 4 kommentarer

Infoboks

Oliver Abildgaard oplever, at mange har fordomme om Rusland, men disse er for danskeren blev gjort til skamme, efter han selv er skiftet til Rubin Kazan.

I vinter skiftede Oliver Abildgaard de trygge rammer i AaB ud med en lejeaftale i russiske Rubin Kazan, som sidenhen har købt midtbanespilleren fri.

Abildgaard føler, at mange har negative fordomme om Rusland, men personligt stortrives han i det store land.

- Man ved ikke så forfærdelig meget om landet, inden man kommer hertil, og nogle har fordomme om, hvordan det er, men mange af dem er blevet gjort til skamme. Mange tænker måske, at der bare er sure russere herovre, men sådan er det bestemt ikke. Der er rigtig mange gode mennesker herovre.

- Jeg trives virkelig, og det går også rigtig godt på banen, hvilket ofte går hånd i hånd. Jeg er gået ind til det med et åbent sind, og så har jeg arbejdet stenhårdt siden første dag, siger Oliver Abildgaard til bold.dk og fortsætter:

- Det er fedt at være i udlandet, og jeg har bestemt en ambition om at fortsætte med det. Det er det liv, jeg gerne vil leve. 

- Jeg havde ikke gjort mig så mange tanker om det. Selvfølgelig snakkede jeg med kammerater, som selv har prøvet det, men generelt har jeg bare ladet mig overraske. Indtil videre har det været meget positivt, siger han.

Anden destination lå i kortene

Oliver Abildgaard var allerede sidste sommer tæt på et klubskifte, hvor det ikke var til Rubin Kazan, men han glæder sig over, at det endte, som det gjorde.

- For et år siden lå det i kortene, at jeg skulle et andet sted hen, men sådan er det med fodbold. Man ved aldrig helt, hvad der sker. Nogle gange må man tage en beslutning og se, hvor det fører én hen. Det førte mig til Rubin Kazan, og det har jeg det rigtig godt med.

Skiftet har også betydet et farvel til Aalborg og goddag Kazan, men danskeren er faldet fint til i den russiske millionby.

- Aalborg er jo ikke en af Europas største byer, så jeg føler, at jeg har taget et stort skridt ved komme til Kazan. Der er ingen tvivl om, at jeg føler, at jeg hører mest til i Aalborg, men Kazan har utrolig meget at byde på.

- Det er en storby i Rusland, og jeg trives rigtig godt med de kammerater, jeg har på holdet. Vi nyder også livet uden for banen, siger Abildgaard og tilføjer:

- Det sker nok automatisk, at vi udlændinge holder lidt sammen. Man har lidt mere tilfælles med spillere fra nabolande til Danmark, men de russiske spillere er også rigtig fine.

- Jeg har jo været mest på træningsanlægget og spillet kampe, så jeg har ikke oplevet så meget af den russiske kultur endnu, men indtil videre synes jeg, at Rusland har utrolig meget at byde på. Jeg er blevet positivt overrasket, siger han.

Det russiske sprog er også ved at komme ind under huden.

- Jeg får undervisning i russisk og er godt på vej. Når man bliver kastet ud i det og hører det i hverdagen, så kommer det lidt automatisk ind under huden. Jeg kan det basale, og det fungerer fint, siger Oliver Abildgaard til bold.dk.

24-årige Abildgaard har hidtil spillet syv kampe for Rubin Kazan.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 22. september
Mandag 21. september