Luk

Ombejlet Stryger glippede skifte: Meget tæt på

| Serie A | 0 kommentarer

Infoboks

Atalanta - Udinese
Serie A (24/10)
Oddset 1,38 5,00 7,35
bet365 1,36 4,75 8,00

Jens Stryger Larsen skiftede ikke klub denne sommer, men der var meget, som var tæt på, fortæller han og indikerer interesse fra England, Tyrkiet og Italien.

Tilbage i april luftede Jens Stryger Larsen ambitioner om at tage næste skridt denne sommer efter fire år i Udinese, men sådan endte det ikke.

Watford, Galatasaray og Fiorentina blev ellers meldt interesseret i den 30-årige landsholdsspiller, men det lykkedes ikke at nå til enighed hele vejen rundt.

- I en transfer er der flere faktorer, der skal spille sammen, og lige i min situation var det ikke alt, der lige hang sammen, fortæller Jens Stryger i landsholdslejren onsdag.

Han lægger ikke skjul på, at der var flere ting på tegnebrættet med forskellige klubber.

- Der var flere klubber inde over, som var interesserede, men det ligger ikke kun i mine hænder, om tingene skal ske eller ej, siger Stryger.

Var der noget, som var tæt på?

- Der var meget, der var tæt på, svarer landsholdsbacken.

Både Tyrkiet og England?

- Og måske også Italien, ja. 

Fiorentina?

- Måske én af dem, siger Jens Stryger med et smil.

Men Udinese havde for høje krav eller ville ikke slippe dig?

- Ja, det har det nok været. Der er flere ting, der spiller ind i en transfer, og det er ikke altid, at det, man måske selv gerne vil, kan lykkes, fordi der er flere faktorer og nogle, der skal blive enige.

Gunstig situation

Jens Stryger Larsen er gået ind i det sidste år af sin kontrakt med Udinese og erkender, at det betyder, at han står i en gunstig situation i forhold til et klubskifte næste sommer.

- Det gør jeg. Som det ser ud nu, udløber min kontrakt næste sommer, og så må vi se, hvad der skal ske derfra. 

- Jeg havde da et ønske om at skifte denne sommer, men det skete ikke af flere årsager, så lige nu fokuserer jeg på, at jeg har mindre end et år tilbage, og så må vi se, hvad der sker, siger Stryger.

Han har på nuværende tidspunkt ikke bestemt sig for noget angående næste skridt.

- Jeg har ikke besluttet mig for noget endnu. Lige nu er jeg i Udinese, og så må vi se, hvad de næste par uger og måneder bringer. Lige nu er jeg bare fokuseret på, at jeg har en kontrakt, som jeg vil udfylde.

- Det er selvfølgelig en del af det at planlægge sin fremtid, men lige nu er jeg på kontrakt og vil gøre mit bedste for klubben, fastslår Jens Stryger.

Udinese prøver at forlænge

Jens Stryger Larsen har tidligere fortalt, at Udinese sidste vinter forsøgte at lave en kontraktforlængelse, og Serie A-klubben ser ikke ud til at have givet op.

- Det prøver de på nu og vil snakke med mig om en eventuel forlængelse, men lige nu er jeg taget med landsholdet og har fuldt fokus på det. Når jeg kommer tilbage til Italien, må vi se, hvad der sker.

- Jeg har ikke lukket nogen døre. Altså jeg er åben for en snak, og det har jeg også altid sagt til dem. Det sagde jeg også sidste vinter. Det var ikke sådan, at jeg smækkede døren i hovedet på dem og sagde, at ting ikke kan lade sig gøre. 

- Jeg har hele tiden haft et åbent mindset, men om det kan lade sig gøre eller ej, ved jeg ikke, siger Jens Stryger.

Hvad er vigtigt for dig, når du skal vælge næste skridt?

- Der er mange ting, der spiller ind. Der er ingen tvivl om, at jeg er super glad for at være i Italien. Jeg har det rigtig godt dernede med min familie, men det er stadig langt henne, siger Stryger med henvisning til kontraktudløbet i sommeren 2022.

- I fodboldverdenen kan der ske mange ting, ambitionerne kan skifte og man kan have lyst til at prøve noget nyt eller sådan. Lige nu trækker jeg tiden lidt og ser, i hvilken retning det hele peger hen ad.

Siden skiftet fra Austria Wien i 2017 har den tidligere FCN- og Brøndby-spiller opnået 148 kampe for Udinese.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 19. oktober
Mandag 18. oktober