Luk

Ombejlet Tshiembe: Har kontrakt med Lyngby

| 3F Superliga | 4 kommentarer

Infoboks

SønderjyskE - Lyngby 2-0
Superligaen Nedrykningsspil
37' 1-0 Rilwan Hassan
89' 2-0 Haji Wright

Carit Falch er ikke bange for, at Lyngby-truppen splittes for alle vinde og daler i kvalitet til næste sæson.

Superligaeventyret er snart slut for Lyngby Boldklub, og klubben skal i næste sæson spille i landets næstbedste fodboldrække.

Det kan meget vel blive med et noget andet hold end det, der lige nu er til rådighed for cheftræner Carit Falch.

Flere stamspillere har kontraktudløb efter denne sæson, og derudover er både Victor Torp og Jens Martin Gammelby, som har været tilknyttet på lejeaftaler, formentlig også fortid i klubben.

Selv om en større genopbygning af truppen kan stå for døren, er Carit Falch optimistisk.

- Vi kan sagtens stå med samme styrke i 1. division, og jeg tror, at vi ovenikøbet kan forbedre det, siger han efter mandagens 0-2-nederlag på udebane mod Sønderjyske i Superligaen.

- Det er en brydningsperiode, men jeg er egentlig ret fortrøstningsfuld, fordi jeg synes, at vi har en god proces i klubben i øjeblikket.

Han hæfter sig ved, at flere af spillerne har lange kontrakter, og dem skal næste sæsons hold bygges op om.

- Vi skal holde fast i kernen, og så skal vi selvfølgelig lægge til med nogle nye spillere, der passer godt ind i vores system og kultur, lyder det fra Falch.

Spillere som Mathias Hebo, Frederik Gytkjær og Marcel Rømer er blandt spillerne, der har længere kontrakter.

Det samme har Kevin Tshiembe, men den 24-årige midtstopper har spillet en god sæson og er senest blevet sat i forbindelse med Brøndby og FC Midtjylland.

Selv om han er smigret af interessen, kan han ikke løfte sløret for, hvad der skal ske.

- Det kan jeg ikke sige. Det må fremtiden vise. Jeg har kontrakt med Lyngby, og der spiller jeg, indtil der sker andet, fortæller Tshiembe, hvis kontrakt udløber i sommeren 2023.

/ritzau/

Støt Lyngby Boldklub - køb 100-års jubilæumsvarer


Af Jonas Dalgård
Torsdag 17. juni
Onsdag 16. juni