Luk

Optimistisk Crone: Tror vi kan overraske i SL

| 3F Superliga | 2 kommentarer

Infoboks

Svenn Crone er sikker på, at det bliver en svær sæson for Silkeborg, men backen tror på, at oprykkerne kan overraske i Superligaen.

I sidste sæson vandt Silkeborg 1. division, og derfor står der i den nye sæson Superliga på menuen for klubben fra Søhøjlandet.

Denne sommer har Kent Nielsen samtidig overtaget cheftrænersædet fra Michael Hansen, som i stedet er blevet head of coaching.

Forsvarsspilleren Svenn Crone er særdeles tilfreds med optakten til den nye sæson og tilgangen af Kent Nielsen.

- Det har været en god preseason, hvor vi har fået arbejdet meget med det nye spilsystem, som Kent er kommet med, og det har fungeret rigtig fint, siger Crone til bold.dk.

- Vi har haft meget fokus på det defensive, og at vi står godt på banen. Derudover har vi også arbejdet meget med vores omstillingsspil.

- Vi har vist gode takter i træningskampene, og vores spillere passer godt til den måde, Kent gerne vil spille på, og det har man også kunnet se i vores kampe, siger backen.

Silkeborgs tre træningskampe er endt med lutter sejre - henholdsvis 3-1 over Vejle, 3-0 over Vendsyssel og 2-1 over svenske Trelleborg.

Tror på at vi kan overraske

Grundet strukturændringer skal der findes tre nedrykkere i den kommende sæsons Superliga.

Svenn Crone slår fast, at det bliver en svær sæson for Silkeborg, men han er trods alt optimistisk.

- Selvtilliden er rigtig god i truppen, og der er smil på læben til træning. Generelt er der stor optimisme og tro på tingene.

- Vi er oprykkere og skal være realistiske, men når jeg kigger på vores spillertrup og setup, tror jeg på, at vi kan overraske. 

- Det er vigtigt, at vi tror på den nye spillestil, Kent er kommet ind med. Hvis vi gør det, er jeg sikker på, at det nok skal lykkes, siger Svenn Crone.

Silkeborgs første opgave i sæsonen er på søndag, hvor der venter en udekamp mod Brøndby - Svenn Crones tidligere klub.


Af Martin Schmidt
Søndag 9. august