Luk

Optimistisk Skive-profil: Vi kan slå alle

| NordicBet Liga | 0 kommentarer
Optimistisk Skive-profil: Vi kan slå alle
Foto: Jan Sand

Infoboks

Vendsyssel - Skive
NordicBet Liga (21/08)
bet365 1,72 3,60 4,75
NordicBet 1,79 3,65 4,30
Oddset 1,72 3,70 4,70

Skives Sebastian Denius glæder sig over en glimrende sæsonstart og mener, at oprykkerne på sine bedste dage kan slå alle hold i 1. division.

Skive har denne sommer skiftet tilværelsen i 2. division ud med 1. division, og oprykkerne har fået en fornem start på sæsonen.

Fem point i tre kampe er det blevet til, hvilket resulterer i en foreløbig femteplads i 1. division, og den fine start kan mærkes på stemningen i truppen.

- Der er rigtig god stemning i truppen. Vi har ikke tabt i vores tre første ligakampe, så der er ikke noget at brokke sig over som oprykker, siger Sebastian Denius til bold.dk.

Selvom Denius er glad for sæsonstarten, vil han ikke helt kalde det en decideret drømmestart.

- Hvis vi havde fået de tre point ovre i Roskilde, hvor de scorede til allersidst, ville jeg kalde det en drømmestart. Vi har fået en god start, og pilen peger opad for os, selvom vi går et svært kampprogram i møde, siger han.

Skal kigge opad

Selvom Skive er oprykker, er Sebastian Denius fuld af optimisme i forhold til resten af sæsonen.

- Det er selvfølgelig meget tidligt på sæsonen, men jeg kan ikke se, hvorfor vi skal kigge nedad. Vi kan lige så godt kigge opad og jagte de tre point i hver eneste kamp.

- Vi skal undgå at havne på en af de tre nederste pladser, men vi må se, hvad vi kan få med, når vi kommer længere ind i sæsonen.

- Jeg siger bestemt ikke, at vi rykker op i Superligaen, men jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne slå alle hold i 1. division på vores bedste dage, siger Denius.

Skives næste opgave er fredag aften, hvor der venter en hjemmekamp mod Sebastian Denius' tidligere klub Viborg.


Af Martin Schmidt

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Tirsdag 20. august