bold.dk i Belek, Tyrkiet.
Det er først for alvor nu, at de danske fodboldtilhængere begynder at kende til navnet Matthew O'Riley.
Den 21-årige midtbanespiller er for første gang blevet udtaget til det danske U21-landshold, som han i skrivende stund er samlet med i Belek forud for den kommende tirsdags vigtige EM-kvalifikationskamp mod Belgien.
I Danmark var vi dog tæt på at lære den dansk-engelske midtbanespiller meget bedre at kende allerede for år tilbage.
Brøndby-skifte var tæt på
Matthew O'Riley var nemlig tæt på at lande en aftale med Brøndby IF i efteråret 2019.
Det fortæller han til bold.dk, der mødte U21-landsholdsspilleren til et længere interview på hotellet i Belek.
- Jeg var tæt på at skifte til Brøndby tilbage i efteråret 2019. Jeg var i Fulham på det tidspunkt, men jeg var ikke så glad for at være der, så jeg tog over og besøgte Brøndby i forbindelse med en kamp, hvor de spillede imod FC København, siger han.
Det var 'New Firm'-kampen den 6. oktober 2019, som O'Riley var til stede ved. Han var blevet inviteret til kampen af folk fra Brøndby IF, der viste ham klubben og talte med ham om et skifte.
- Det var en fed kamp. Jeg tror, Brøndby vandt 3-1. Jeg var der med nogle folk fra klubben, som jeg spiste med, hvor vi drøftede et skifte, siger han.
O'Riley havde opfattelsen af, at Brøndby-skiftet var tæt på, men i sidste ende blev det aldrig til noget. Han ønsker ikke at komme nærmere ind på detaljerne, men forklarer, at det er sådan, det kan gå i fodbold.
- Det faldt igennem til sidst. Det er sådan, fodbold sommetider er, siger han.
I dag spiller Matthew O'Riley i Celtic, der hentede ham i januar måned i år. Her har han fået en solid start og nyder en tilværelse med næsten fast spilletid.
Vejen til succes og fast spilletid har dog ikke været snorlige i O'Rileys tilfælde.
Klubløs i et halvt år
Matthew O'Riley er født og opvokset i England - nærmere bestemt London - med en engelsk far og en dansk mor. Han har fået sin fodboldopdragelse i Fulham, som han spillede hos indtil sommeren 2020.
Her takkede den, på det tidspunkt, 19-årige O'Riley nej til en kontraktforlængelse i London-klubben i jagten på fast førsteholdsfodbold.
- Klubben ville gerne have mig til at forlænge allerede i løbet af foråret i 2020, men jeg følte ikke, at vi var på bølgelængde. Jeg synes selv, jeg var klar til at spille mere på førsteholdet, end de gjorde, og derfor besluttede jeg mig for at takke nej, siger han.
Efter et corona-plaget 2020-forår var O'Riley klar til at finde en ny klub i sommerens transfervindue, men det gik ikke så let, som midtbanespilleren havde håbet på.
- Der var mange klubber, som på det tidspunkt var økonomisk ramt efter coronapandemien, så jeg endte med at træne i en park sammen med min far og en kammerat i et par måneder, siger han.
- Når jeg kigger tilbage på det i dag, tænker jeg: 'Det er helt vildt at gå uden klub så længe.' Men det var en god beslutning for mig, for jeg var så glad, da jeg kom væk fra Fulham, fordi jeg kunne træffe mine egne valg, siger han.
Efter nogle måneder med selvtræning fik O'Riley muligheden for at holde sig i gang i League One-klubben MK Dons.
Belgisk klub trak sig
Matthew O'Riley trænede i løbet af efteråret 2020 med hos MK Dons, men havde blikket rettet mod større adresser i forhold til en permanent aftale.
I december tog han derfor til prøvetræning i den belgiske klub KV Kortrijk, der efter to uger gav udtryk for, at de gerne ville have ham.
Men igen blev skiftet skyllet ud i vasken, bedst som O'Riley troede, det var på plads.
Derfor endte han i januar 2021 med at takke ja til en aftale i MK Dons, selvom han reelt følte, det var et step ned.
- Jeg sagde til mig selv, at nogen gange må man tage et step ned for at komme tilbage og kravle opad igen.
- Det var League One, så det var ikke så højt niveau, men jeg spillede næsten 60 kampe på 11 måneder, så det var rigtig godt for mig, siger han.
Succes i Celtic
O'Rileys præstationer hos MK Dons blev bemærket på de større adresser. Celtic meldte sig hurtigt på banen i denne vinters transfervindue, og den skotske klub skulle ikke bruge mange minutter på at overbevise midtbanespilleren om et skifte.
- Jeg tror, at jeg talte med deres træner i ti minutter, og så følte jeg mig klar. Han fortalte mig alle de rigtige ting, så der gik en dag, og så var det nærmest på plads, siger han.
- De indløste min frikøbsklausul to dage, før den udløb. Det gjorde det hele lidt nemmere, for hvis den var udløbet, kunne MK Dons have krævet mange penge for mig, og så var det måske ikke sket, siger han.
I sine første to måneder hos Celtic har O'Riley noteret sig for 13 kampe, et mål og to assists. Han synes selv, at han har fået en god start i klubben, som han drømmer om at spille Champions League med i næste sæson.
- Hvis vi vinder ligaen, kan vi spille Champions League i næste sæson. Det er selvfølgelig sådan noget, man rigtig gerne vil, siger han og fortsætter.
- Jeg har selvfølgelig drømme om at tage større skridt i min karriere, men jeg tager det, som det kommer. Jeg vil bare gerne blive så god som muligt, lyder det fra midtbanespilleren.
Matthew O'Riley har kontrakt med Celtic frem til sommeren 2026.
I de kommende dage bringer vi på bold.dk flere artikler om Matthew O'Riley, der blandt andet fortæller om sine overvejelser omkring at takke ja til at spille for det danske U21-landshold.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Brøndby IF
Celtic
3F Superliga
Danmark



































