Luk

Otte kampe uden sejr: Brighton måtte nøjes

| Premier League | 3 kommentarer

Infoboks

Brighton - Leeds 0-0
Premier League

Brighton måtte lørdag igen gå fra banen uden en sejr i Premier League, da de blot fik 0-0 med Leeds, og derfor er Graham Potters mandskab på otte kampe uden en sejr.

Lørdagens sidste Premier League-opgør fandt sted på Amex Stadium, hvor værterne fra Brighton bød gæsterne fra Leeds op til dans.

Hjemmeholdet jagtede en sejr lørdag, som ville være noget helt nyt for dem. Brighton har nemlig ikke vundet i de seneste syv kampe, og de var lige ved at få den bedst mulige start mod Leeds.

Her kom Neal Maupay i fokus efter blot otte minutter, da han kom frem til en fin chance i det lille felt, men afslutningen manglede i den grad kvalitet, da den sejlede langt over mål.

Ti minutter senere var hjemmeholdet igen på spil, hvor Leandro Trossard fik træværket til at ryste. Brighton-spilleren bankede nemlig kuglen mod kassen, men bolden ramte kun stolpen.

Brighton burde i første halvleg have været foran, men de var ikke bedste venner med målrammen på Amex Stadium. Kort tid før pausen ramte Jakub Moder nemlig også træværket, og derfor var stillingen 0-0 ved pausen.

Leeds havde ikke meget at skyde med lørdag aften, men de fik dog testet Robert Sanchez af i få tilfælde.

Her var Stuart Dallas blandt andet tæt på en scoring kort tid inde i anden halvleg, da han smaskede bolden mod mål. Han ramte dog blot Sanchez i favnen, så ingen Leeds-jubel i denne situation.

Hvis man ville have mål lørdag aften, skulle man nok have valgt en anden kamp end Brighton-Leeds, da begge mandskaber i anden halvleg havde problemer med at blive farlige.

Der kom dog gang i opgøret i slutningen, hvor der var store chancer i begge ender. Her blev Sanchez dog den store helt for værterne, da han hev en fremragende redning frem.

Her forsøgte Tyler Roberts sig med en flugter, så Sanchez hoppede mod venstre. Bolden blev dog afrettet, og derfor måtte Brighton-keeperen hurtigt hoppe den anden vej.

Det nåede Sanchez akkurat, da han fik afvist situationen med det yderste af handsken.

Der kom ingen mål i opgøret, da Illan Meslier også hev en stor redning frem i slutningen af kampen, og derfor måtte Brighton og Leeds forlade banen med 0-0 i Premier League.


Af Raymund Nelausen
Torsdag 27. januar
Onsdag 26. januar