Luk

Overbevisende PSV knuste svage Galatasaray

| Champions League | 9 kommentarer

PSV holdt fodboldoverbevisning onsdag aften, da de bankede Galatasaray med 5-1 i første kamp af anden kvalifikationsrunde. FCM eller Celtic venter den samlede vinder.

PSV var onsdag aften værter mod Galatasaray, da de to hold tørnede sammen i den første af to kampe i anden runde af Champions League-kvalifikationen.

Opgøret var potentielt også interessant set med danske øjne, da vinderen af dette opgør møder vinderen af FC Midtjylland-Celtic i tredje runde.

Hollænderne kom flyvende fra start efter en gigantisk brøler af tyrkernes keeper Fernando Muslera.

To minutter var der spillet, da han modtog en tilbagelægning, som han tog sig alt for god tid om at få spillet videre.

Han blev derfor fanget af det hidsige hollandske pres og tabte bolden, hvilket Eran Zahavi udnyttede og sparkede bolden i det tomme net.

Den israelske angriber var dog ikke færdig som målscorer. 10 minutter før pausen smed Galatasaray igen bolden væk på et farligt sted, da Aytac Kara mistede bolden på egen halvdel.

Det igangsatte en kontra, der endte med, at Noni Madueke spillede bolden på tværs til Zahavi, der kastede sig frem og styrede bolden i nettet.

I det 42. minut fik gæsterne dog fornyet tro på tingene, da et indlæg fandt Emre Kilinc, der flot styrede bolden over i det fjerneste målhjørne til pausestillingen 2-1.

Det tyrkiske håb led dog et nyt knæk seks minutter efter pausen, da Mario Götze afsluttede et fantastisk velkombineret PSV-angreb med at krølle bolden over i det lange hjørne til 3-1. Fremragende scoring.

Den stilling holdt til fem minutter før tid, hvor Galatasaray snorksov efter en løs bold, der fik lov at passere til Zahavi, der rundede Muslera og sparkede den i nettet til 4-1.

Fire minutter senere kom Götze også på tavlen igen, da et tidligt indlæg fandt ham på kanten af feltet, hvor fra han headede bolden i en blød bue over Muslera, der fik hænderne på, men ikke så alt for overbevisende ud i sit forsøg på at skrabe bolden væk fra nettet.

Det blev kampens sidste scoring, hvorfor PSV vandt første opgør med 5-1.

Dermed venter der en tæt på umulig opgave for Galatasaray før returkampen på tirsdag.

De øvrige kvalifikationskampe:

I onsdagens øvrige kvalifikationskampe vandt Almaty fra Kasakhstan med 2-1 på hjemmebane over Røde Stjerne.

AGF-bødlerne Muro spillede 0-0 på hjemmebane mod Ludogorets, hvilket også blev resultatet af Young Boys besøg hos Slovan Bratislava.

Derudover hev Olympiakos en 1-0-sejr hjem mod Neftci Baku i en kamp, hvor begge hold så rødt.

Endelig vandt Legia Warsawa på en sen scoring med 2-1 over Flora.


Af Andreas Roesen
Søndag 25. juli