Luk

Overblik: Sådan ser ligaernes planer ud

| International | 19 kommentarer
Overblik: Sådan ser ligaernes planer ud
Foto: Getty Images

Infoboks

bold.dk giver her løbende et overblik over, hvad planen i de forskellige europæiske ligaer er.

De europæiske ligaer arbejder i disse uger på en plan for at genstarte sæsonerne efter at have ligget stille på grund af coronakrisen.

bold.dk giver her et løbende overblik over de forskellige datoer og planer i de største ligaer i Europa.

UEFA har sat den 25. maj som deadline for, at de nationale ligaer skal have en specifik plan klar for, hvordan sæsonerne kan færdigspilles.

3F Superligaen
3F Superligaen begynder torsdag den 28. maj med den udsatte kamp mellem AGF og Randers. 

Dagen efter starter grundspillets næstsidste runde, inden grundspillet slutter 7. juni.

Derefter skal sæsonen afgøres i det velkendte slutspil, som Divisionsforeningen forventer afsluttes i den 29. juli med Europa-playoff.

1. division og 2. division
1. division starter samme weekend som Superligaen - fredag den 29. maj spilles første kamp.

I 2. division starter man senest 17. juni og spiller seks runder indtil 5. juni. Grundspillet er pr. 18. maj frosset fast, og holdene går i stedet over i Op- og Nedrykningsspil.

Her møder holdene de seks hold, som er endt øverst eller nederst i den modsatte pulje - altså er de to puljer af 12 hold hver, som skal afgøre op- og nedrykning mellem sig.

2. division afhænger fortsat af tilladelse fra de danske myndigheder.

Premier League
Den britiske regering har meldt ud, at professionel sport ikke må gå i gang før 1. juni.

Premier League-klubberne har påbegyndt gruppetræning fra 19. maj.

Premier League-direktør Richard Masters siger 19. maj, at der fortsat arbejdes på at genstarte sæsonen i juni med afslutning i juli.

Championship-klubberne må tidligst holdtræne fra 25. maj, men klubberne vil fortsat spille færdig. League 1-klubberne har bedt om lidt mere betænkningstid, mens League 2 ventes afblæst.

Bundesligaen
Bundesligaen og 2. Bundesliga startede op igen 16. maj.

Sidste turneringsdag i Bundesligaen bliver 27. juni.

3. Liga starter 30. maj.

DFB Pokal-semifinalerne spilles 9. juni, mens pokalfinalen spilles 4. juli.

La Liga
Spaniens premierminister Pedro Sanchez har 23. maj givet grønt lys til, at La Liga kan gå i gang den 8. juni.

La Liga-præsident Javier Tebas har tidligere udtalt, at man vil have sæsonen i gang den 12. juni, hvorefter der skal spilles kampe hver dag, men han fastslår 23. maj, at en genstartsdato endnu ikke er helt på plads.

La Liga-klubberne har fået lov at træne i grupper fra 18. maj.

Serie A
Serie A-klubberne har genoptaget holdtræning fra 18. maj.

Det italienske fodboldforbund, FIGC, fremlagde 20. maj sin plan for genstart, som endnu ikke er godkendt af myndighederne:

- Serie A, Serie B og Serie C har fået frem til 20. august til at færdigspille sæsonerne.
- Coppa Italia skal være færdig 31. august.
- Hvis fodbolden spiller suspenderet igen, skal top- og bundplaceringerne findes via et playoff-format.
- Hvis der slet ikke kan spilles kampe, bliver sæsonen afgjort via koefficienter fra den nuværende tabel.

Serie A sigter efter en genstart enten 13. eller 15. juni, men myndighederne har endnu ikke givet grønt lys.

Den 28. maj skal myndighederne holde møde med Serie A, hvor det ventes, at der bliver truffet en endegyldig beslutning om sæsonen.

Ligue 1
Den franske regering har aflyst fodbolden, som dermed ikke kan komme i gang før september. Fodboldforbundet, LFP, har besluttet at tildele PSG mesterskabet og desuden fastfryse resten af tabellen.

Holland
Det hollandske fodboldforbund meddelte 24. april, at Æresdivisionen for første gang siden 1945 blev afsluttet uden at kåre en mester. Nedrykning og oprykning er også annulleret.

Premierminister Mark Rutte har tilladt professionel fodbold igen fra 1. september - foreløbigt uden tilskuere. 

Belgien
Det belgiske sikkerhedsråd har onsdag den 6. maj bandlyst professionel fodbold frem til 31. juli. 

Ligaen er endnu ikke officielt afblæst, da man fire gange har udsat den generalforsamling, der skal blåstemple en foreslået aflysning af sæsonen.

Belgien var et af de første lande til at foreslå en afblæsning af sæsonen, men kom siden i problemer med UEFA.

Sverige
Allsvenskan har planlagt at starte den nye sæson 14. juni, men indtil videre er der ikke nogen afklaring fra sundhedsmyndighederne på, hvornår fodbolden må rulle igen.

Fodboldforbundet havde fastlagt Svenska Cupen til 1. juni, men har måttet udsætte dem, da elitefodbold endnu ikke har fået grønt lys i Sverige.

Norge
Norge starter sæsonen op den 16. juni. De lavere rækker starter fire uger senere, lyder det.

Færøerne
Den færøske liga startede den 9. maj, og tilskuere er også blevet tilladt.

Finland
Finland har onsdag den 6. maj oplyst, at man starter sæsonen den 1. juli. Det sker i en modificeret version, hvor man midlertidigt fjerner et slutspil om en enkelt europæisk plads.

Desuden kan man ændre i strukturen undervejs, hvis coronasituationen udvikler sig.

Polen
Den polske Ekstraklasa genstartes 29. maj.

Tjekkiet
Tjekkiet genstartede sæsonen 23. maj.

Schweiz
Den schweiziske regering giver fodbold grønt lys fra 8. juni. Det skal endeligt godkendes af landets fodboldforbund.

Tyrkiet
Süper Lig genoptages den 12. juni, og man håber at færdiggøre sæsonen i juli.

Serbien
Serbien spiller fodbold igen den 29. maj.

Østrig
Den østrigske pokalfinale spilles den 29. maj, mens Bundesligaen genoptages den 2. juni.

Skotland
Skotland har efter stort ståhej afblæst sæsonen og kåret Celtic til mestre. Hearts rykker ned.

Irland
Fire irske klubber - der alle kæmper for at spille i Europa næste år - møder hinanden i en test-turnering i juni, hvorefter det bliver afgjort, om hele ligaen kan færdigspilles.

Rusland
Russerne spiller igen fodbold fra 21. juni.

Wales
Wales har aflyst sæsonen den 19. maj, og Connah's Quay Nomads er dermed blevet kåret til mestre for første gang nogensinde.

Cypern
Cypern har 19. maj besluttet at aflyse sæsonen, og der bliver ikke officielt uddelt et mesterskab.

Portugal
Portugal genstarter sæsonen 4. juni.

Israel
Israel spiller fodbold igen fra 30. maj.

Litauen
Den 30. maj ruller fodbolden igen i Litauen.

Ungarn
Ungarns sæson er genstartet 23. maj.

Kroatien
Kroatien genstarter 5. juni.

Slovenien
Slovenien spiller fodbold igen 5. juni.

Ukraine
Den ukrainske fodboldsæson genstartes 31. maj.


Af Sara Margren
Torsdag 4. juni
Onsdag 3. juni