Bayern München tævede Lazio med 4-1 på udebane i Champions League, efter det stod 3-0 til tyskerne i første halvleg.
Bayern München tørnede tirsdag sammen med Lazio i den første af to ottendedelsfinaler i Champions League.
Tyskerne havde ikke vundet de to seneste kampe i Bundesligaen og døjede med skader og coronavirus i truppen op til kampen, som blandt andet betød et fravær af Thomas Müller, Benjamin Pavard, Serge Gnabry og Corentin Tolisso.
Bayern startede i stedet med 17-årige Jamal Musiala, og det skulle vise sig at være en ganske god ide.
Hansi Flicks tropper fik en forrygende start på opgøret, for efter blot ni minutter havde Robert Lewandowski scoret til 1-0.
En skidt tilbagelægning af Mateo Musacchio blev opsnappet af Lewandowski, der afdriblede Pepe Reina i Lazio-målet, og så stod det 1-0 til gæsterne.
Bayern fortsatte dominansen, og efter knap en halv time blev det 2-0, og det var takket være 17-årige Musiala.
Den unge englænder sparkede bolden fladt i nettet efter gode kombinationer fra Alphonso Davies og Leon Goretzka.
Lazio-træner Smone Inzaghi reagerede ved at flå Mateo Musacchio ud efter en halv time, og ind i stedet kom Senad Lulic.
Lazio havde egentlig et par udmærkede optræk til chancer, men Bayern var bare uhyre kyniske, og kort før pausen blev det så 3-0.
Leroy Sane var over en returbold fra Kingsley Coman, og dermed endte første halvleg med lidt af en ydmygelse.
Knap var anden halvleg fløjtet i gang, før nedturen var total for Lazio, for efter et par minutter blev det 4-0 til Bayern. Denne gang smed Leroy Sane et indlæg i feltet, som Francesco Acerbi sendte i eget net.
Kort efter reducerede Lazio, da Joaquin Correa spadserede igennem en ganske passiv Bayern-defensiv og sparkede bolden ind til 1-4.
Her genvandt Lazio en anelse selvtillid og kom bedre med, men det kneb med at spille sig frem til de helt store chancer.
I stedet måtte Pepe Reina diske op med en god redning på Robert Lewandowski, der havde driblet sig igennem og afsluttede på nært hold.
Det forblev 4-1 til Bayern München, der dermed sikrede sig et overordentlig fornuftigt udgangspunkt før returkampen den 17. marts.
10 kommentarer
1:Bayern har en alt for skal trup, når man kun kan besætte halvdelen af bænken.
2: vi møder kun rigtig modstand i den hjemlige liga, nu heddet den 17-1-0 i de sidste 18 cl kampe
3: Sule er pludselig blevet en mesterdribler
Spændende at se. Vil gerne se det her bayern hold mod city eller pool, bare for en mere lige kamp;)
Ellers en stille dag på kontoret for Bayern, der har et par niveauer mere i sig. Og det får de brug for senere i turneringen.