AS Roma skuffede lørdag, da de måtte nøjes med 1-1 mod Serie A's bundprop Venezia, selvom udeholdet spillede i undertal det meste af kampen. Roma ramte overliggeren fire gange.
Der var kamp om vigtige point i Serie A lørdag aften, da AS Roma tog imod bundproppen Venezia.
Roma skulle bruge en sejr i kampen for europæisk fodbold i næste sæson. Inden kampen lå de med 59 point på sjettepladsen, der giver Europa League, men både Fiorentina og Atalanta fulgte tæt efter med samme antal point.
Venezia lå placeret på sidstepladsen inden opgøret mod Roma, men med en sejr kunne de holde liv i håbet om overlevelse, da de havde seks point op til Salernitana lige over stregen.
Kampen var knap gået i gang, før der blev stille i Rom.
Et Venezia-indlæg ramte angriber David Okereke, og så kunne han heade 1-0-målet ind til underdoggen efter blot et minut.
Efter 20 minutters spil klaskede Roma-anfører Lorenzo Pellegrini bolden på overliggeren, og det skulle ikke blive sidste gang, at midtbanespilleren demonstrerede sin fine sparketeknik.
Med lidt over en halv time spillet blev gæsterne reduceret til ti mand, da Sofian Kiyine lavede en reguler svinestreg, da han sparkede en Roma-spiller i skridtet. Et VAR-gennemsyn hjalp heldigvis dommeren til at se situationen igen, og han skulle ikke bruge lang tid til at hive det røde kort frem.
Der blev ikke scoret mere i første halvleg, hvorfor Venezia var foran på scoringstavlen, men bagud på mænd på banen ved pausen.
Syv minutter inden i anden halvleg kanonerede Bryan Christante bolden på overliggeren for Roma, og fem minutter senere gjorde Pellegrini det samme på et frispark.
Selvom Roma lagde et tungt pres, så skulle man frem til 76. minut for at finde den næsten uundgåelige udligning.
Pellegrini blev spillet fri foran mål, og selvom keeperen reddede kaptajnens forsøg, så røg returen direkte ud til den indskiftede Eldor Shomurodov, der kynisk klappede kuglen i kassen.
Efter udligningen fortsatte det romerske bombardement, og det var i det hele taget et under, at Venezia ikke var bagud med et par mål.
Et minut før den ordinære spilletid udløb, stod overliggeren endnu engang i vejen for AS Roma. Denne gang var det Nicola Zalewski, der trak ind i banen og smækkede bolden på undersiden af overliggeren.
I overtiden kom hjemmeholdet helt enormt tæt på, da Tammy Abraham afsluttede tæt under mål, men finske Niki Maenpaa reddede på stregen inden han på mirakuløs vis også nappede returen fra Stephan El Shaarawy.
I det sidste minut burde Venezia have løbet med det hele, men de brændte to mod målmanden.
Kampen endte, trods utallige Roma chancer, 1-1, og Venezia er dermed rykket ned.
Roma skuffer og giver en gylden mulighed til de nærmeste forfølgere.
3 kommentarer