Luk

På prøve i Arsenal - endte som AaB-ikon

| International | 4 kommentarer

Infoboks

Arsenal - Liverpool
Carabao Cup (20/01)
bet365 3,40 3,60 2,05

Den estiske landsholdsspiller Andres Oper var både til prøvetræning i Arsenal, Metz og Göteborg, men esteren kastede sin kærlighed på AaB i 1999 og fik en stor stjerne i ’Nordens Paris’. 

Årets julekalender på bold.dk handler om transfers. Vi kigger nærmere på de overraskende og kontroversielle klubskifter, de transfers, som faldt til jorden, og de handler, som aldrig skulle have været sket.

Bag fjerde låge gemmer sig den tidligere AaB-spiller Andres Oper. 

Navnet Andres Oper er nok sød musik i ørerne hos mange AaB-fans, men det lå bestemt ikke i kortene, at den estiske spiller skulle ende i Aalborg. 

I 1998 var Opers daværende klub Flora Tallinn meget opsat på at sende Oper til udlandet, og det skete på ganske prominente adresser. I slutningen af 1998 kom den alsidige ester endda til prøvetræning i selveste Arsenal.

Det blev dog kun til prøvetræninger i den engelske klub, inden AaB med Hans Backe i spidsen viste interesse, og interessen mundede ud i et skifte til Aalborg-klubben i sommeren 1999 for den estiske landsholdsspiller.

Andres Oper siger til bold.dk, at det var ret tilfældigt, at han netop tog til AaB, men han tror, at den daværende AaB-spiller Ståle Solbakken havde en finger med i spillet. 

- Jeg var 20 år på det tidspunkt, og jeg spillede i FC Flora Tallinn på daværende tidspunkt. De kiggede allerede efter en udenlandsk klub til mig, og jeg havde været til prøvetræning i Göteborg, Arsenal og Metz, men så kom interessen fra AaB lige pludselig. 

- Jeg tror, at det var takket være Teitur Thórdarson, som var træneren for Flora Tallinn og måske Ståle Solbakken. Der var nok en lille forbindelse der, siger Andres Oper til bold.dk. 

Esteren havde et svagt kendskab til AaB, der var godt kørende. AaB havde nemlig vundet det danske mesterskab i 1999, og derfor ventede der europæiske opgaver for AaB, da Oper kom til. Her skulle Oper og AaB blandt andet op mod Dynamo Kiev, hvor AaB tabte samlet.

For Oper var det et perfekt skifte. 

- Jeg vidste, at AaB var blevet mestre i 1999. For mig var det meget interessant at skifte til AaB, og jeg synes ikke, at skridtet var for stort, men det havde det måske været fra Estland til England (var til prøvetræning i Arsenal, red.). Det var perfekt. I Danmark var det bedre end i Sverige og Norge. 

Hvordan var kulturforskellen?

- Det var okay, men der var nogle små forskelle. Det er måske mærkeligt at sige, men det er, hvad man spiser eksempelvis. Danskere kan lide sandwichs og kolde retter, mens vi i Estland godt kan lide varm mad flere gange om dagen, men det var en mindre detalje. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Hans Backe var med til at sikre AaB mesterskabet i 1999. Oper var glad for at have svenskeren som træner. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Ærgerlig over Backe-afgang 

Oper blev foretrukket under Hans Backes ledelse, men svenskeren blev headhuntet til østrigske Salzburg i 2000. Flere spillere forlod også AaB blandt andet Ståle Solbakken i sommeren 2000.

I stedet for blev den tidligere AGF-træner Peter Rudbæk hentet ind som AaB-træner. Oper ærgrede sig over, at svenskeren var fortid, og han gik en lidt svær tid i møde med Rudbæk ved roret. 

- Jeg er selvfølgelig meget glad for, at han (Hans Backe, red.) gav mig chancen, men jeg var rigtig ked af, at han forlod klubben efter et år. Og så skete det, som der ofte sker, når der kommer en ny træner, så er de samme spillere ikke favoritter som hos den gamle træner, og det skete for mig. 

- Jeg havde en svær tid under Peter Rudbæk i starten, og jeg vidste ikke rigtig, hvad han ville, men det var måske godt for min udvikling. Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Andres Oper i kamp mod Martin Albrechtsen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Esteren brugte de første par måneder til at vænne sig til det højere tempo i Danmark, men han kom hurtigt efter det. Oper viste sig at have mange kvaliteter som fodboldspiller, og det blev benyttet i AaB. 

Den i dag 44-årige Andres Oper blev kastet rundt på forskellige pladser, selvom han oprindelig var angriber. 

- Jeg havde ikke noget imod det. For min udvikling var det rigtig godt. Da jeg var en ung spiller, ville jeg gerne score flere mål, og jeg sagde til mig selv, at jeg ikke scorede nok, så jeg lagde pres på mig selv. Det er kun måske, når jeg kigger tilbage, men jeg nød hvert sekund.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her ses Ståle Solbakken efter en scoring for AaB mod Herfølge i 1999. Han var vigtig for, at Andres Oper kom til AaB. Foto: Henning Bagger/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Køb bogen om Danmarks vilde EM-sommer her

Stærkt AaB-hold

Han husker tiden i AaB som spændende, hvor esteren fik lov til at stifte bekendtskab med mange dygtige spillere. Af højdepunkter spillede Aalborg-klubben sig i pokalfinalen i 2000, hvor det blev til et nederlag til Viborg.

- Der var så mange spillere, som var rigtig gode. Frank Strandli, Ståle Solbakken, Anders Andersson og Torben Boye alle dem. Det var et fantastisk hold med Brian Priske og Thomas Bælum. 

- Jeg følger stadig deres karrierer. Thomas Augustinussen kom til senere og Michael Silberbauer og alle dem, så husker dem alle sammen, og jeg ser efter, hvordan det går dem. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Indrek Zelinski blev holdkammerat med Andres Oper i AaB. Foto: Henning Bagger/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Selvom estere i dansk fodbold ikke er hverdagskost, så nåede Andres Oper at få en holdkammerat fra det baltiske land. Indrek Zelinski kom til AaB i sommeren 2001, og Oper nød at have en estisk makker i Aalborg.

- Det var dejligt for os begge to. Jeg tror, at han havde én af de bedste halvsæsoner i AaB, hvor han scorede mange mål. Han var topscorer på det tidspunkt, men desværre holdt han ikke så længe. Det var rart at have en estisk holdkammerat. 

Den estiske landsholdsspiller vandt mange AaB-hjerter, og han endte med at spille hele 133 kampe for AaB. 

Det var i mange år flest kampe for en udenlandsk spiller i AaB, men Oper blev for lidt siden slået af Jacob Rinne. Det ærgrer ham dog ikke synderligt.

- Rekorder er jo til for at bryde dem, siger han med et grin og tilføjer, at de mange kampe for AaB må have betydet, at han har været vigtig. 

For Andres Oper er AaB også en speciel klub, og han siger, at han altid følger det danske mandskab på deres færd i Superligaen eller i europæiske kampe. Oper fik dog også andet end fodboldmæssige oplevelser ud af at være i Aalborg. 

Han lærte det danske sprog, selvom det ligger lidt fjernt for ham nu.

- Jeg har ikke talt det i årevis, men hvis jeg ser en film eller læser aviser, så forstår jeg stadig, hvad der står, men jeg har ikke øvet mig. Jeg kan forstå dansk, når jeg læser det.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her jubler Andres Oper med blandt andre Søren Frederiksen efter en AaB-scoring i 1999. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Var loyal over for AaB

Esteren nød at være i ’Nordens Paris’, og Oper glæder sig over, at han fik sat så stort et indtryk i AaB. 

Han anser sin sidste sæson i Aalborg-klubben som den bedste. Her fik Oper lov til at spille helt i front, og det var med til at få ham solgt til russiske Torpedo Moskva i sommeren 2003.

- Man kan altid sige, at jeg måske ikke scorede nok mål, som jeg havde håbet på, men jeg spillede både højrekant, venstrekant og oppe foran, så jeg var ikke angriber hele tiden. 

- Det var kun det sidste år med Poul Erik Andreasen, og det kunne jeg rigtig godt lide, og det var også den sæson, hvor jeg forlod klubben til fordel for Torpedo, siger esteren, der nettede 31 gange i AaB-trøjen.

Artiklen fortsætter under videoen.

Andres Oper scorede blandt andet et hattrick mod Viborg i den sidste sæson i AaB i november 2002. Det hattrick kan du se her:

Når Oper kigger tilbage på AaB-tiden, kunne han muligvis have forladt ’Nordens Paris’ noget før, men kærligheden til Aalborg-klubben var for stor. 

- Jeg kunne måske have rykket hurtigere væk fra AaB, hvor jeg var i fire år, men jeg var loyal over for klubben, så længe jeg kunne. Så jeg ville ikke forlade AaB, men pludselig kom interessen, og AaB ville sælge mig, siger Andres Oper til bold.dk og tilføjer, at han nød tiden i AaB, selv i de hårde perioder.

Efter tiden i AaB stod den på ophold i Torpedo Moskva, Roda, Shenhua, ADO Den Haag, AEK Larnaca, Nea Salamis og Viimsi JK. På det estiske landshold blev det hele 134 kampe med 38 mål til følge.

Kærligheden til AaB er dog stadig stor hos 44-årige Andres Oper, og han har tidligere sagt til bold.dk, at han ikke er afvisende over for at vende tilbage til Aalborg-klubben en dag i en funktion. 

Han er lige nu ansat som assistenttræner for det estiske landshold. 

Andres Oper som assistenttræner for det estiske landshold. Foto: Jana Pipar

Køb bogen om Lars Høgh her. 


Af Anders Jensen
Mandag 17. januar