Luk

Partier presser på: Klubber behøver tilskuere

| Danmark | 2 kommentarer

Infoboks

Flere partier vil have regeringen til at tillade tilskuere i 3F Superligaen fra tirsdag, for klubberne har brug for afklaring, lyder det.

Venstre, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige presser på for at få flere tilskuere på de danske Superliga-stadions.

Efter forhandlinger med regeringen mandag eftermiddag, der ikke er mundet ud i en aftale, lægger partierne nu yderligere pres på.

Klubbernes økonomi har brug for klarhed over situationen, og partierne vil have en bekendtgørelse allerede tirsdag morgen fra regeringen.

- Et flertal finder det vigtigt, at klubberne får mulighed for at sælge sæsonkort og sponsorater på helt normale vilkår. Det er af afgørende betydning for klubbernes økonomi. Derfor bør frihed og tillid være udgangspunktet, lyder det fra partierne i en pressemeddelelse.

- Regeringen har det modsatte udgangspunkt. Den ønsker at fastholde sit jerngreb i klubberne og befolkningen og vil vente med at diskutere yderligere åbning til slutningen af august. Det er alt for sent og vil fastholde klubberne i en økonomisk limbo.

Partierne vil have regeringen til at udstede en bekendtgørelse, der bygger på de ting, som flertallet er enige om.

- Afstandskravet mindskes fra 2 meter til 1 meter, familier må gerne sidde tættere sammen, krav om sektionsadskillelsen mindskes, der laves en plan for hvert stadion, personale undervises i hygiejne, alle på stadion registreres med navne og telefonnumre, så der kan smittespores og smittede kan isoleres.

- Flertallet finder, at regeringen bør indkalde til forhandling inden sommerferien om vilkårene for sæsonen 2020/21. Klubbernes økonomi afhænger af klarhed, lyder det.

Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, sagde tidligere mandag, at regeringen selv have en skitse med til en plan om tilskuere allerede i weekenden, men at partierne skød det ned.

Han ytrede samtidig håb om en løsning, hvis partierne kom tilbage til forhandlingsbordet.


Af Sara Margren

2 kommentarer

haraltidret 23:16          
Ingen kunne ønske sig andet end at vi kan vende tilbage til helt normale tilstande. Men så længe en Corona pandemi stadig udgør en trussel, og det gør den indtil vi finder en effektiv vaccine, så er det at spille hasard med folks liv at tillade normale tilstande og fuld kapacitet på superligastadions. Det er simpelthen at gå mod al forskning og sundhedsfaglig fornuft det de borgerlige og radikale kar gang i. Der er ingen tvivl i at man sagtens kan tillade flere end 500 tilskuere på de fleste stadions. Men at tillade fyldte stadions er simpelthen det glade vanvid i den situation vi befinder os i.

Frihed og tillid som de borgerlige og radikale så fint kalder det, var også den coronatilgang man valgte i Sverige, og vi kan alle se hvor "godt" den strategi virkede hos vores broderfolk.
VbRocks 05:57          
Jeg tror lige så meget det handler om at give klubberne klarhed over, hvad de kan forvente resten af sæsonen og næste sæson. Hvis covid-19 pandemien bliver ved med at udvikle sig som den gør nu, og man ikke har tænkt sig at ændre i tiltagene på stadion, så kommer vi aldrig over 500 på stadion.

Men man må jo også anerkende at det er absurd at der må samles 3000 mennekser i fields eller over 1000 ved et havnebassin, men der kun må være 350 tilskuere på et stadion med en kapacitet på 10.000. Og tilskuerne sidder stadig tæt på et lille område af stadion, så når man ser det på tv, er det svært at forstå, hvorfor man ikke nå lukke flere ind, når folk alligevel sidder relativt tæt.
Det er påvist at smitten nærmest er ikke eksisterende udendørs og covid-19 dør langt hurtigere ude i solen.
Fredag 10. juli